Det koster nu angiveligt Yoshiro Mori jobbet som OL-chef, at han på et møde sagde, at kvinder taler for meget.

Chefen for Japans organisationskomité for OL i Tokyo, Yoshiro Mori, vil trække sig i kølvandet på en udtalelse om kvinder.

Det rapporterer det japanske tv-netværk Fuji News Network torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Imens skriver avisen Mainichi, at Mori sandsynligvis vil meddele sin afgang fredag, når OL-arrangørerne holder bestyrelsesmøde, hvor netop Moris udtalelse er på dagsordenen.

Meldingen kommer, efter at Mori i sidste uge udtalte sig nedsættende om kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

»Hvis vi øger antallet af kvinder i bestyrelsen, så er vi nødt til at være sikre på, at deres taletid bliver delvist begrænset. De har svært ved at stoppe, og det er irriterende,« sagde Mori på et møde i Japans Olympiske Komité (JOC) ifølge avisen Asahi.

Den 83-årige Mori, der var premierminister i Japan fra 2000 til 2001, var efterfølgende ude at undskylde for, at han havde fremsat "upassende" kommentarer.

Han understregede samtidig, at han ikke havde tænkt sig at forlade sin post, men at det kunne blive nødvendigt, hvis presset på ham voksede.

Knap en uge senere - tirsdag i denne uge - var Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ude at fordømme OL-chefens sexistiske udtalelse.

I en erklæring kaldte IOC Moris udtalelser for "absolut uhensigtsmæssige og i strid med IOC's forpligtelser".

IOC understregede i samme ombæring, at ligestilling er et stort fokuspunkt.

»I løbet af de seneste 25 år har IOC spillet en vigtig rolle for at fremme kvinder i og gennem sport, og det vil fortsat være det ambitiøse mål,« lød det i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Mangfoldighed er mere end nogensinde før en grundlæggende værdi, som vi skal respektere,« lød det videre.

Det udsatte OL som følge af coronapandemien skal afvikles i Tokyo fra 23. juli til 8. august.

/ritzau/