Bayern München-stjernen Thomas Müller er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver tyske Sky Sports.

Fodboldstjernen blev ifølge mediets oplysninger testet positiv efter onsdagens træning, og det rammer på et uhyre uheldigt tidspunkt for Thomas Müller og resten af Bayern-mandskabet.

Senere torsdag skal det tyske tophold nemlig spille finale ved VM i klubhold, og her kan klublegenden, der har været en del af det tyske storhold siden 2008, altså ikke være med.

Den positive prøve til 31-årige Thomas Müller kommer i kølvandet på, at også Javi Martinez og Leon Goretzka er testet positive. De to sidstnævnte tilfælde blev dog opdaget inden afrejsen til Doha lørdag.

Ved ankomsten her blev alle omkring holdet testet, og de var negative. Det har så siden ændret sig.

Skulle det lykkes for Bayern München at slå Tigres i torsdagens finale, vil det tyske mandskab skrive historie. Det ville nemlig betyde den sjette titel på stribe for Champions League-vinderne. En bedrift, som kun FC Barcelona har formået tidligere. Det skete i 2009 med Pep Guardiola i spidsen.

Bayern München og Tigres mødes torsdag klokken 19.00 i Al Rayyan, Qatar.