»Vi har været hele følelsesregistret igennem. Men nu har vi truffet en beslutning – toget kører.«

Og det kører hele vejen til Sydfrankrig, hvor Simone og Simon Vendelbo har købt Château Soulès, et slot på 750 kvadratmeter. Her skal parret fra Silkeborg starte et nyt og anderledes kapitel i deres liv.

Faktisk startede hele 'projekt slotsejere' som en joke i 'coronaensomhed'.

30-årige Simone sad hjemme i sofaen og drømte, mens hun kiggede på franske ejendomsmægleres hjemmeside. Forskellige gamle, æstetiske slotte dukkede op, og af ren begejstring var hun nødt til at vise annoncerne til sin mand, Simon, og til sine forældre.

Simone og Simon Vendelbo har været gift fem år og kærester i syv.
Simone og Simon Vendelbo har været gift fem år og kærester i syv. Foto: Privat
Vis mere

»Først var det en joke med slottet. Men så syntes min far, at det var en god idé,« fortæller Simone, der første gang fortalte sin historie til TV 2 Østjylland.

Dermed udviklede joken sig til alvor, og familien tog i maj i år til Sydfrankrig for at se på forskellige slotte, der var til salg.

Og her vandt Château Soulès altså deres hjerter:

»Det var, som om stedet kaldte på os. Vi blev helt dårlige ved tanken om, at andre skulle byde og snuppe det for næsen af os,« husker 31-årige Simon.

Château Soulès.
Château Soulès.
Vis mere

Til slottets 750 kvadratmeter følger der en grund på 11 hektar. Alt dette til en pris på omkring ni millioner kroner.

»Det er lidt en stor mundfuld, fordi slottet trænger til en kærlig hånd og skal renoveres,« siger Simon, der er helikopterpilot, men også vil kalde sig selv for YouTube-håndværker.

Og det medie får han brug for. Renoveringen af Château Soulès er nemlig en del af deres nye kapitel.

»Vi tager et rum ad gangen. Og min far er i håndværkerbranchen, så det er også en hjælp,« siger Simone.

Det er nemlig i fællesskab med Simones forældre, at parret har købt slottet, som de overtog i starten af oktober.

»Vi skal ikke bo sammen. Jeg er glad for mine forældre, men det havde været lige lovlig meget også at bo sammen. Mine forældre skal kun bruge det som sommerhus,« forklarer Simone med et smil på læben.

Dermed regner Simone og Simon med, at både familie og venner vil lægge vejen forbi slottet i Sydfrankrig – det er jo »bare en god køretur«, som parret siger. Og præcis det faktum var afgørende, da teltpælene skulle rives op af den jyske muld og placeres et nyt og andet sted.

Da Simone mødte Simon for syv år siden, sagde hun nemlig allerede dengang, at hun gerne ville flytte til udlandet. Og det passede ham helt fint. Det meste af sit liv har han nemlig haft stor udlængsel.

»Vi har derfor siddet og kigget på en globus og tænkt, hvor man kunne skabe et liv henne. Sat fingeren på Bali, Australien og New Zealand,« fortæller Simone, og Simon fortsætter:

»Men det er bare langt væk. Og så fandt vi frem til, at Frankrig får mange 'tjek'-tegn på vores liste: vejret, æstetikken, kulturen og imødekommenheden blandt franskmænd. Ikke et ondt ord om Danmark, men danskere er bare mere reserverede.«

Der kan være langt fra tanke til handling, når det handler om at flytte omkring 1.500 kilometer væk. Men man kan stille sig selv spørgsmålet, om man vil være den type, der udlever sine drømme, eller den, der blot taler om dem, siger Simone:

»Og vi vil helt klart helst være de typer, der udlever og handler på dem. Måske vi vil sidde om fem år og tænke, at det ikke var dét, men så har vi prøvet.«

Men før toget kører, er der en masse logistik og planlægning, som skal på plads. Huset i Silkeborg skal sælges. Renoveringen af slottet skal igangsættes – og parret har sat sig en deadline.

Simone er nemlig uddannet yogainstruktør og vil afholde yogaretreat på Château Soulès allerede fra næste sommer.