Har du mistet lugtesansen efter en coronainfektion? Så er du langt fra den eneste.
For det anslås at omkring halvdelen af dem, der bliver smittet med coronavirus, vil opleve et større eller mindre tab af lugtesansen.
Af dem vil halvdelen få den tilbage indenfor et par måneder, og den anden halvdel vil ikke, fortæller Alexander Wieck Fjældstad, der lektor ved 'Flavour Institute', Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
»Generelt set har vi en del ubesvarede spørgsmål i de danske data, vi har kigget på. Rigtig mange får det bedre efter tre måneder, nogle vænner sig til nedsat lugteindtryk, men dem, der går over 100 dage med lugttab, er uden bedring,« fortæller Alexander Wieck Fjældstad og tilføjer:
»Men der er bedring at spore, hos dem vi tester.«
I USA er der dog helt andre udmeldinger. For et nyt amerikansk studie viser, at dem, der har mistet eller haft forvrænget lugtesans i mere end seks måneder, ikke skal se frem til at få den igen.
Herhjemme skal der dog gå lidt, før man vil komme med sådan en udmelding:
»Det amerikanske studie er ikke helt uvæsentligt. Men det er rigtig svært at forudsige, hvordan langtidseffekten er lige nu. Det kan vi først sige om et halvt års tid, når vi kan se to år tilbage,« siger Alexander Wieck Fjældstad.
En af dem, der ikke har fået lugtesansen tilbage efter en coronainfektion, er Kjeld Block fra Aabenraa. Han blev smittet med coronavirus i januar, hvor han var igennem et langt sygdomsforløb med indlæggelse.
Her mistede han evnen til at klare sig selv, maden begyndte at smage anderledes og lugten forsvandt.
Evnen til at kunne tage vare på sig selv kom tilbage, men det gjorde smags- og lugtesansen ikke.
»Jeg savner at kunne stå og bage en kage og lugte, det der er i ovnen. Jeg har en datter på fire, og hende kan jeg heller ikke dufte længere,« fortæller Kjeld Block.

Desuden har han bemærket, at lugten på hans sved har ændret sig. Eller det har hustruen:
»Min sved lugter af gammel karklud. Det værste er, at min kone skal sige noget til mig, da jeg ikke selv kan lugte det. Jeg kan nogle gange lugte noget surt, men så må det betyde, at det er meget grelt.«
På trods af, at der er mange gener ved at miste lugtesansen, har Kjeld Brock ikke mistet modet fuldstændigt:
»Det irriterer mig grænseløst, men jeg har valgt at sige, at jeg ikke kan gøre noget ved det.«
Om Kjeld Blocks lugtesans nogensinde kommer tilbage må tiden vise. Og tid vil landets forskere også give det, før de kan konstatere, om nogen skal sige endeligt farvel til lugtesansen.
Men indtil der kommer en opklaring, er forskningsteamet ved 'Flavour Institute', som Alexander Wieck Fjældstad er en del af, i gang med at iværksætte et online madlavningskursus for dem, der lever uden lugte- og smagssansen. For madlede er et af de største udfordringer, folk har:
»Maden har lige pludselig helt andre sanseinput, og mange kan ikke få noget ned. Der er nogle bestemte fødevarer, der udløser en forvrængning. Det er løg, hvidløg, kaffe, chokolade, kød og stegte grøntsager,« siger Alexander Wieck Fjældstæd.
Desuden er forskningstemaet interesseret i at finde ud af, hvor mange af de vaccinerede, der mister lugtesansen som følge af corona.