Et helt tomt pcr-testcenter.
Det var, hvad der mødte Mette Persson Viinberg, da hun tilfældigt kørte forbi det pcr-testcenter i Svendborg, hun havde en tid ved dagen efter.
Alligevel kunne hun ikke få lov til at blive testet.
»Da jeg når dertil, hvor jeg skal vise mit sygesikring, informerer jeg personen, der står der, om, at jeg først har en tid i morgen. Jeg spørger, om jeg ikke kan blive testet nu, hvor der alligevel ikke var nogen mennesker,« fortæller Mette Persson Viinberg.
Mette Persson Viinberg, der er vaccineret, var kontakt til en coronasmittet kollega, og det var derfor, at hun skulle testes. Noget hun først kunne få en tid til to dage efter, at hendes kollega blev testet positiv. Derfor havde hun taget en hurtigtest, som hun kunne få tid til samme dag. Den var negativ, men som Mette Persson Viinberg siger: »Jeg ville jo gerne være 100 procent sikker.«
Men 100 procent sikker, det måtte Mette Persson Viinberg vente en dags tid med at blive.
Ledende bioanalytiker hos Odense Universitetshospital og ansvarlig for testcenteret i Odense Helle Weimar-Sørensen kan sagtens forstå, at det lyder underligt, men henviser til, at det er nødvendigt, at reglerne er sådan.
»Jeg kan godt forstå, at det lyder underligt for borgerne. Men vores erfaring er, at hvis vi siger 'okay, så hop igennem', så spreder det sig som ringe i vandet. Lige pludselig står folk i lange køer, og så kan vi ikke styre flowet,« lyder det fra Helle Weimar-Sørensen.
»Det er blandt andet for at sikre, at vi har tider til nære kontakter og folk med symptomer,« fortsætter hun om årsagen til, at systemet er, som det er.
Flere steder i landet har det før været muligt at 'droppe ind' ved et pcr-teststed, men 12. november trådte kravet om tidsbestilling til pcr-test i kraft i hele landet.
Det er Styrelsen for Forsyningssikkerhed, der har besluttet at genindføre tidsbestillingen.
Det er stadig muligt at få en hurtig-test uden tidsbestilling.
Mette Persson Viinberg endte med at få en tid pcr-test selvsamme dag, som hun var blevet afvist, da der dukkede en afbudstid op senere på dagen.
»Da jeg kommer klokken 15.20, er der stadig helt tomt. Ingen foran eller bag ved mig på trods af, at der ikke er nogen ledige tider,« siger Mette Persson Viinberg.
Seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at der mandag var 3.711 nye smittetilfælde i Danmark og foretaget 133.782 pcr-prøver.