Der er udfordringer med vaccinationstilslutningen hos etniske minoriteter, og det kan i sidste ende have betydning for den danske flokimmunitet, hvis ikke nok borgere tilslutter sig vaccinationsprogrammet.
Det siger professor og forskningleder på Hope-projektet, der undersøger danskernes adfærd under coronaepidemien, Michael Bang Petersen, til B.T.
»Vi ved fra forskning i andre lande, at der er problemer med vaccinetilslutningen hos etniske minoriteter. Det kan hænge sammen med, at der generelt er mindre tillid til 'systemet', når man er en etnisk minoritet. Det kan gøre dem mere tilbageholdende,« siger Michael Bang Petersen.
En af de helt centrale faktorer, når det kommer til vaccinevillighed, er tilliden til sundhedsmyndighederne. Den vurderer Michael Bang Petersen kan være lavere hos etniske minoriteter.
Det spiller også ind, at den del af befolkningen typisk ikke er lige så godt stillet som andre grupper i samfundet.
»Den gruppe har en mindre central plads i samfundet, og er en af de mest ressourcesvage. Det kan gøre det svært at blive vaccineret, selvom man har lyst til det. Det kan være svært at holde sig informeret og sætte sig ind i de digitale systemer, men også mere lavpraktiske ting som det at kunne transportere sig i sin egen bil og have ufleksible arbejdstider kan være en barriere,« siger Michael Bang Petersen.
Der er iværksat forskellige tiltag for at komme problemerne til livs. I Aarhus Kommune er man rykket ud med mobile vaccinationscentre til de kvarterer, hvor vaccinetilslutningen er lav. Det kan, ifølge Michael Bang Petersen, være et vigtigt greb for at komme problemerne til livs.
Hvis man ikke finder en løsning på tilslutningsproblemerne, kan det i sidste ende have indflydelse på, om vi kan opnå flokimmunitet i Danmark.
»Vi skal have vaccineret så mange som muligt. Hvis vi skal opnå flokimmunitet, så skal vi nå en vaccinetilslutning på 70 procent. Når vi ikke vaccinerer børn under 16 år, mister vi allerede cirka 20 procent, og det betyder, at næsten alle os andre skal have et stik for at opnå flokimmunitet,« siger Michael Bang Petersen.
Foreløbig er 20 procent af befolkningen færdigvaccinerede, og 32 procent har fået det første stik med en coronavaccine.