Køb nu og betal senere.
Denne betalingsmetode, gør det let for forbrugere at købe varer uden, at de skal have en krone på lommen.
Hvis de betaler til tiden, er der ingen ko på isen, men hvis ikke - så falder hammeren, og det kan ende med en gebyrspiral, der er lige til et afsnit af Luksusfælden.
Denne betalingsmodel har Nordea været ude at kritisere, men det undrer Forbrugerrådet Tænk, skriver Finans.
For storbanken støtter nemlig selv op om sådan et 'køb nu og betal senere'-virksomhed.
Det drejer sig om virksomheden Anyday, som benytter sig af den betalingsmodel, som Nordea kritiserer. Her er det muligt at låne op til 30.000 kroner gennem en 'køb nu og betal senere'-model.
Og selvom afsenderen hedder Anyday, er det Nordea Finans, der står bag disse udlån. Og det undrer Forbrugerrådet Tænk:
»Det er da pudsigt, at Nordea så støtter et rent »køb nu og betal senere«-firma med kapital og knowhow,« siger Jacob Ruben Hansen, der er økonom ved Forbrugerrådet Tænk.
Denne undren kommer delvist på baggrund af, at Nordea var ude med denne udtalelse i november:
»Jeg har ikke noget imod kreditter og afbetaling. Det kan være godt, hvis man står og mangler pengene. Men man kan hurtigt blive fristet, og udfordringen er, at man kan købe varer på for eksempel Wolt og Hungry, som hurtigt er væk igen. Det er ikke sjovt at betale af på en pizza, seks måneder efter at den er spist,« sagde Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea, til Jyllands-Posten.
Nordea ønsker ikke at stille op til interview, men til Finans skriver virksomheden, at de selv anser Anyday for at være »baseret på en ordentlig forretningsmodel.«