»Det er klart, at vi har svigtet i denne sag, og det beklager vi.«

Blækket på den nye rapport fra Nordea var knapt nok tørt, før den blev trukket tilbage igen.

Nu er forfatterne bag den også blevet suspenderet, mens pengeinstituttet undersøger sagen nærmere.

Det skriver Finans.dk.

Normalt er en rapport fra et pengeinstitut ikke noget, der får almindelige mennesker op i det røde felt.

Det var ikke desto mindre det, der skete, da nordens største bank sidste weekend udsendte en rapport om corona.

Redegørelsen så særdeles kritisk på både effekten af vaccinationerne og virkningerne af nedlukninger og andre restriktioner, og det skabte en mindre storm på Twitter.

To af bankens højt profilerede medarbejdere, den globale chefstrateg Andreas Steno Larsen og den svenske chefanalytiker Martin Enlund, stiller sig tvivlende over for, om blandt andet nedlukninger og boosterstik er de rigtige værktøjer til at bekæmpe coronavirussen.

»Mens mange mennesker stadig ser ud til at tro, at vacciner bremser smitte, så står det klart, at det gør de ikke,« skriver Steno Larsen og Enlund i analysen.

»Vaccinen er åbenbart så god, at man er nødt til at tvinge folk til at tage den. Det vil næppe gøre underværker i forhold til manglen på tillid til systemet,« skrev de to forfattere ifølge Berlingske.

Onsdag fløj det finske parlamentsmedlem Mikko Kärnä så til tasterne og udtrykte sin undren.

»Nordea? Har I hyret (...) et af Facebooks vaccinekritikerhold til at skrive jeres officielle nyhedsbreve? Er dette virkelig Nordeas officielle holdning? Jeg er fuldstændig ked af det,« skrev Mikko Kärnä på finsk.

Det blev starten på en heftig debat på de sociale medier, og kort efter valgte banken at trække rapporten tilbage og udsende en pressemeddelelse, hvor man beklagede sagen.

»Synspunkterne i analysen repræsenterer ikke Nordeas officielle holdning. Nordea følger myndighedernes anbefalinger og vejledning om covid-19, også om vaccinationer,« skriver Nordea i pressemeddelelsen.

Til Finans.dk uddyber bankens presseafdeling, at de to analytikere er blevet suspenderet, mens undersøgelserne foregår.

»Vi har iværksat en intern gennemgang, og de to analytikere vil ikke skrive eller offentliggøre under gennemgangen.«

Andre læser også