‘Lange skoledage’ har siden første skoledag for fem år siden været en af folkeskolereformens største kritikpunkter.

Og sammen med ‘for mange elever i hver klasse’ og ‘for rummelig en folkeskole’ er det de tre store udfordringer, som forældre med børn i folkeskolen i dag peger på.

Det viser en undersøgelse blandt 1.279 forældre med skolebørn, som Yougov har lavet for B.T.

B.T. har de seneste dage fortalt, hvordan et stadig stigende antal forældre fravælger folkeskolen til fordel for privat- og friskoler. Nogle har endda trukket undervisningen helt hjem til eget spisebord, fordi folkeskolen ikke er det rigtige for deres børn.

Så kunne det jo som politikere være nærliggende at øge tilliden til folkeskolen ved at skære ned på antallet timer og elever i klassen og i øvrigt droppe tanken om inklusion i folkeskolen.

Men det er ikke vejen frem, mener to af landets førende skoleforskere, som har set nærmere på folkeskolens udvikling siden reformen.

»Det nytter ikke noget bare at skære fem elever fra hver klasse eller gøre skoledagen to timer kortere. Det handler om, at der skal være ressourcer til at gøre undervisningen bedre og mere varierende,« siger professor ved DPU Lars Qvortrup og fortsætter:

»Politikerne har haft nogle store ambitioner med folkeskolen, men ressourcerne har ikke fulgt med.«

Lars Qvortrup har sammen med to kolleger netop gennemgået de mere end 50 rapporter - 5.000 sider følgeforskning - som blev publiceret i reformens første fem leveår. Og i den forskning stikker ‘de lange skoledage’ også ud.

Dagen føles lang

I 2014 mente 46 pct. af eleverne i mellem- og udskolingen, at skoledagen var for lang. I 2018 var andelen vokset til 80 pct.

»Når man så spørger eleverne, er det ikke fordi, de oplever skoledagen for lang i sig selv. Men fordi der ikke har været ressourcer til at gøre skoledagen varieret. Når der bare er tale om mere af det samme, bliver man træt, og så føles dagen lang,« siger han.

Forsknings- og udviklingschef ved VIA Pædagogik & Samfund, Andreas Rasch Christensen, er enig i, at det handler mere om indholdet end længden af skoledagen.

»Hvis man i ydertimerne bare sidder 60 elever og en lærer i en lektiecafe, er det jo, at man begynder at spørge sig selv, om det er nødvendigt, at dagen er så lang,« siger han.

Hvis de ekstra timer på skoleskemaet i stedet går til mere motion og bevægelse, understøttende undervisning til den enkelte elev og åben skole, hvor man eksempelvis samarbejder med lokale virksomheder og foreninger, giver det rigtig god mening.

»Og det sker også på nogle skoler, men langt fra alle steder,« siger Lars Qvortrup.

Kæmpe klasser

Den største utilfredshed fra forældrene er dog antallet af elever i klassen.

I 2009 sad der i hver børnehaveklasse i gennemsnit 20 elever. Sidste år var det tal vokset til 21 elever.

Selv om der på 10 år er sket en lille stigning af antallet af elever i hver klasse, er det tal faktisk faldet en smule siden 2014, hvor skolereformen blev indført.

»Der var i skolereformen ingen ambition om hverken flere eller færre elever i klassen. Men når vi over en længere periode alligevel ser flere elever i hver klasse, er det fordi, at sammenlægning af skoler er der, hvor kommunerne kan spare allerflest ressourcer,« siger Andreas Rasch Christensen.

Det kan i sidste ende komme til at gå ud over elevernes trivsel - som dog i de årlige test har været stort set uændrede, siden skolereformen blev indført.

»Vi kan se i trivselsundersøgelserne, at børnene lægger vægt på relationen til lærerne, ro i klassen og at undervisningen er tydelig. Det kan ikke lades sig gøre i en klasse med for mange elever,« siger Lars Qvortrup, der understreger, at det ikke er en kritik af lærerne:

»Men at der ikke er ressourcer nok til, at hver enkelte elev når at opleve en positiv relation til læreren.« Og her spiller en anden vigtig faktor ind. Elevsammensætningen.

Plads til alle?

Året før skolereformen blev til, valgte man politisk at lukke mange specialtilbud. Ambitionen med inklusionsloven var, at 96 pct. af alle børn skulle gå i en normal folkeskoleklasse.

»​Inklusionen foregår sideløbende med reformen og mange steder uden, at der blev investeret nok i, hvad der så skulle være til stede på de skoler, som nu skulle rumme flere børn med diagnoser,« siger Andreas Rasch Christensen od uddyber:

»Det kan f.eks. være ekstra pædagoger, hvis der er autister i klassen.«

I B.T.s forældreundersøgelse er en ‘for rummelig folkeskole’ da også det næststørste problem.

Lars Qvortrup mener dog ikke, at folkeskolen er blevet for rummelig.

»Det skal den være, og derfor skal der også være ressourcer til at håndtere, at folkeskolen kan være rummelig. Inklusion er en lov med store ambitioner, og det kræver ressourcer,« siger han.