»Jada med nøgenbillederne spiller i Aarhus Congress Center.«

Sådan indleder Jyllands-Postens Lokalavisers afdeling i Aarhus en artikel, der fortæller, at den danske popdronning Jada gæster Train til november.

Men hvad der skulle være en koncertanbefaling til de aarhusianske borgere, har vist sig at ramme deres publikum helt skævt.

På et Facebook-opslag, hvor Lokalavisen har delt deres artikel med en anden overskrift, 'Sangerinden med de kendte nøgenbilleder spiller i Aarhus', er der i skrivende stund 50 kommentarer.

Fælles for stort set alle er, at de mener, at avisen rammer helt forbi med deres valg af overskrift.

'Hvad er det for en overskrift? En af Danmarks allerstørste og dygtigste sangerinder kommer til Aarhus! Det lugter af clickbait, og endnu en gang er fokus på talent skubbet til side til fordel for fokus på udseende – øv!'

'Ej, vel? Den overskrift er så dum og usmagelig. Synes I ikke, I kunne gøre det en smule bedre???'

'Hvad faen er det for en nedladende overskrift? I øvrigt, hvor er byline på artiklen? Mærkeligt at udgive en artikel uden afsender.'

'Hun bør nævnes for sit talent og sangkarriere' og 'Hvad med 'sangeren med den store stemme'?'

Til en af kommentarerne forklarer Lokalavisen sit valg af rubrik.

»Tak for din kommentar. Du får lige det samme svar, som vi har givet til en tidligere kommentar her i sporet. Overskriften var nu blot et forsøg på at lave en reference til det største hit fra Jada, som desuden bliver tituleret 'den danske popdronning' i artiklen. God dag,« skriver de.

28-årige Jada med det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard har vundet og været nomineret til et utal af priser herhjemme. Sidste år vandt hun ved P3 Guld årets lytterhit med 'Nudes' og den største pris af dem alle til P3 Guld.

I musikvideoen til 'Nudes' optræder Jada flere gange nøgen, og det er formentlig det, Lokalavisen hentyder til.

Over for B.T. har chefredaktøren for Jyllands-Postens Lokalaviser, Morten Nystrup, svaret følgende i en mail:

»Overskriften er alene en reference til Jadas hit 'Nudes'. Som andre noter i vores og andre medier er den ikke forsynet med byline, men blot mærke. I dette tilfælde 'sø', som det fremgår nederst i artiklen.«