4. januar sendte Mariagerfjord Gymnasium atter sine elever hjem – blot en dag efter, de var mødt i skole.

Men »det er slet ikke der, vi er«, siger flere aarhusianske skoler til B.T.

»Jeg kan ikke se en nedlukning for mig, det er der intet, der peger på på nuværende tidspunkt,« siger Ulrik Lyng Vestergaard, der er vicerektor på Marselisborg Gymnasium, der udtaler sig i stedet for rektor Kirsten Skov, da hun er syg med corona.

Det er rektor på Risskov Gymnasium, Gitte Horsbøl, enig med ham i.

»Lige nu er  vi slet ikke i overvejelse om at lukke ned,« siger hun.

Også Aarhus Katedralskole bekræfter, at man regner med at fortsætte undervisningen med fysisk fremmøde.

De tre skoler har mellem 20 og 30 smittede på nuværende tidspunkt.

For Marselisborg Gymnasium er det dog ikke et tal, der vækker stor bekymring.

»Vi havde rigtig mange smittede sidste år – omkring 200. Så for os er det ikke helt vildt med 30 smittede nu,« siger Ulrik Lyng Vestergaard.

De fortsætter derfor undervisningen, men tager forbehold og husker både afspritningsflasken og mundbindet.

De er dog klar over, at den situation kan ændre sig hurtigt.

»Det kan jeg ændre sig i morgen, det er jeg med på. Hvis du ringer, og jeg har 200 smittede, eller alt mit personale er syge, så siger jeg noget andet, det er klart,« siger Ulrik Lyng Vestergaard.

Skolerne understreger også, hvor vigtigt det er for de unge at de kan komme i skole.

»Det ville være træls at sende dem hjem, fordi vi ved, hvor stor en omkostning det har. Det er en stor del af de her unge menneskers ungdomsliv. Udover at blive fagligt dygtige, skal de også blive livsduelige mennesker, og det lærer man jo ved at være sammen med andre i en social hverdag – vi kunne se sidste gang, at det havde en betydning, når vi sendte dem hjem,« siger Ulrik Lyng Vestergaard og fortsætter:

»Jeg taler meget med eleverne, og de vil alle sikre sig, hvordan de undgår at overtræde retningslinjer, fordi de bare vil have lov til at komme i skole.«

Skolerne fortæller dog også, at når de har lavet smitteopsporing, er det ikke på skolen, eleverne får corona – det er derhjemme eller med deres venner, og derfor vækker det særlig glæde, at skolerne får lov til at være åbne.

»Lige nu er det vigtigste, at vi holder fast i de unges trivsel. Det er ikke risikofrit at være i skole, der vil ske smitte – men det er vigtigt, vi som samfund tillader den smitte nogen steder. Da epidemien startede, var skoler nærmest det første, der lukkede, og sidste der åbnede. Nu er det heldigvis vendt rundt, og det er jeg meget taknemmelig for,« afslutter Gitte Horsbøl.