Flere af os tolererer ikke længere hadske beskeder eller vrede opslag i cyberspace.

En undersøgelse fra Megafon og TV 2 viser, at omkring halvdelen af danskerne har prøvet at blokere eller 'unfriende' en Facebook-ven, fordi de ikke brød sig om deres tone.

Og noget tyder, at der er god brug for selv at indføre sin egen nultolerance-polik på nettet.

Vi er nemlig blevet hurtigere til at hamre vredt i tasterne, og alt for ofte glemmer vi, at der sidder et rigtigt levende menneske i den anden ende, skriver TV 2.

Omkring halvdelen af danskerne har i følge en ny undersøgelse prøvet at blokere eller unfriende en Facebook-ven på grund af for hård tone. (Arkivfoto)
Omkring halvdelen af danskerne har i følge en ny undersøgelse prøvet at blokere eller unfriende en Facebook-ven på grund af for hård tone. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe

Politikerne får dem. Det gør studieværter og andre offentlige personer også. Og her på B.T. og i andre mediehuse kender vi også alt for godt fænomenet:

Hadbeskeder på sociale medier eller i indbakken.

Senest har både dommere og deltagerne i årets X Factor måtte lægge krop til den tiltagende hårde tone på nettet, hvor de verbale knojern i den grad har slået hårdt:

»Du synger falsk.« »Du er grim.« »Skrid hjem til Afrika.« »I burde skamme jer, så klamme I er.«

Neva og Ida var dybt berørte, da de røg ud af X Factor 12. marts.
Neva og Ida var dybt berørte, da de røg ud af X Factor 12. marts. Jesper Sunesen / ALLER FOTO & VI

Sådan lyder blot nogle af de kommentarer, der er mødt dommeren Oh Land, Simon og Martin, og Neva og Ida og de andre håbefulde unge talenter, der underholder os fredag efter fredag.

Det hele kulminerede, da en grædende Ida Jensen for nylig brød sammen på scenen efter at være blevet stemt hjem og indrømmede, at det faktisk var en lettelse ikke at skulle være med mere:

»Jeg kan ikke klare mere hate på nettet,« lød det ærligt fra den dybt berørte teenager.

Det gav for alvor medvind til en debat om tonen på de sociale medier og på nettet i det hele taget. En debat, som især kvindelige politikere og kendte personer som Rasmus Tantholdt, Silas Holst, Anne Glad og Umut Kakarya tidligere har italesat.

Kokken Umut Sakarya valgte at forlade Vild med dans i utide, fordi han fik så mange negative kommentarer på nettet.
Kokken Umut Sakarya valgte at forlade Vild med dans i utide, fordi han fik så mange negative kommentarer på nettet. Niels Ahlmann Olesen

Lektor i journalistik og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet, Didde Elnif, siger til tv-kanalen, at det seneste år med coronanedlukning bestemt ikke har gjort godt for tonen på nettet.

Hun oplever, at vi er blevet hurtigere til at skrive med stort, når vi støder på noget, vi ikke er enige i.

Vi keder os, er frustrerede og så får vreden frit løb ved tastaturet, forklarer hun.

TV 2 har undersøgt tendensen, og resultaterne giver trods alt et lille håb i al den megen had og vrede:

52 procent har svaret ja til, at de én eller flere gange enten har skjult, blokeret eller unfriended venner på de sociale medier, fordi de ikke brød sig om deres tone.

Det fremgår dog ikke, om den samme halvdel selv har prøvet at svine andre til i cyberspace.