December er over os, og for mange virksomheder betyder det, at den årlige julefrokost nærmer sig med hastige skridt.

Men i år er der, lige som de forgangne, en ubuden gæst i form af coronavirus. Og det har faktisk fået flere virksomheder til at aflyse deres julearrangementer.

Det oplever i hvert fald administrerende direktør for DOK 5000 i Odense Andreas Lynnerup i stor stil.

»Vi er nede på en tredjedel af vores kapacitet. I sidste uge gik det rigtig stærkt, og der var desværre mange, som aflyste deres bookinger hos os,« siger Andreas Lynnerup og fortsætter:

»Langt over halvdelen har aflyst, og det kommer til at få store, økonomiske konsekvenser for os.«

Den administrerende direktør fortæller, at de mange aflysninger kommer som følge af den stigende smitte med coronavirus - til trods for, at julefrokoster stadig må afholdes,

»Det er selvfølgelig forståeligt, at folk gerne vil passe på sig selv. Vi går også selv meget op i vores kunders sikkerhed og har også taget ekstra hensyn til dette års julefrokoster,« siger Andreas Lynnerup.

De ekstra hensyn indebærer blandt andet masser af sprit, separate borde til hvert selskab, tjenerne er iført mundbind, og så tjekkes der altid coronapas.

Lidt samme hensyn finder man på Odeon, der også står for en lang række julefrokostarrangementer for både private og virksomheder i Odense.

Her har man dog ikke i lige så høj grad oplevet aflysninger, som man har hos DOK 5000.

»Langt de fleste har valgt at fastholde deres julefrokost, og det er vi naturligvis rigtig glade for,« siger Simon Verheij, der er kommunikationsansvarlig hos Comwell, der altså driver Odeon og fortsætter:

»Selvfølgelig er der virksomheder, som har haft nogle bekymringer, og dem har vi haft en rigtig god dialog med, ligesom vi selv tager flere forholdsregler.«

Af de virksomheder, som har valgt at fastholde dette års julearrangement er oplevelsen hos både DOK 5000 og Odeon også god.

»De virksomheder, der allerede har afholdt dette års julefrokost ved os, er meget ansvarsfulde. Både vi og også de appellerer til, at vi alle passer på hinanden,« siger Simon Verheij og afslutter:

»Nu har Regeringen jo ikke været ude og sige, at julefrokoster bør aflyses, og så længe vi tager os nogle forholdsregler og opretholder en god dialog med vores kunder, så kan julefrokoster stadig afholdes, så alle parter er trygge ved det.«