Bidt ihjel nær Frejlev.

En formodet ulv, som i forvejen har en række fåreliv på samvittigheden, kan nu vise sig at have begået flere drab.

»Vi har fundet tre får, udover de fem, vi fandt tidligere. Biddene er lige nu ved at blive undersøgt, men vi har en formodning om, at det er en ulv,« lyder meldingen fra politikommissær Henrik Jensen fra Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi.

B.T. Aalborg har tidligere fortalt, at fire døde får onsdag blev fundet på en mark i Frejlev. De var bidt ihjel ved struben.

Et femte får levede stadig, men det var flået og skambidt så meget, at det måtte aflives efterfølgende.

De tre nyopdagede får blev fundet i forbindelse med de fem andre, så politiet formoder, at angrebene er sket inden for samme tidsramme.

»Er der tale om hunde, skal vi have det stoppet. Men der er ikke meget at gøre, hvis det er en ulv,« siger Henrik Jensen.

Politikommissæren har tidligere fortalt, at det er drabsmetoden, der gør, at en ulv er mistænkt.

»Fårene er dræbt ved struben, og så gode dræbere er hunde normalt ikke. Og en ulv stopper ikke med at slå ihjel, når muligheden for at dræbe er der,« sagde han torsdag.

I maj blev en ulv filmet i Lille Vildmose, og ifølge Henrik Jensen kan det sagtens være samme ulv. Den kan snildt have bevæget sig de mere end 30 kilometer, vurderer han.