En juliaften sidste år fandt et voldsomt overfald sted i et hus i Hjørring. En 53-årig mand blev fundet død, og politiet betragtede dødsfaldet som mistænkeligt.
Politiet rettede dog hurtigt søgelyset mod mandens søn: En dengang 19-årig mand, der fire dage senere blev anholdt og sigtet for drab.
Sønnen er i dag 20 år.
Sigtelsen er nu blevet til en tiltale i sagen, der indledes torsdag ved Retten i Hjørring. Sønnen er tiltalt efter straffelovens paragraf 237, der omhandler manddrab.
I anklageskriftet er der tale om uhyggelig læsning, når det bliver beskrevet, hvordan den 53-årige endte sine dage.
Ifølge anklagemyndigheden udsatte sønnen sin far for slag i hovedet med hammer, flere stik i halsen og kvælning med et bælte. Det medførte omfattende skader, der endte med at koste ham livet, lyder det i anklageskriftet:
Adskillige kvæstningssår, flere kraniebrud, læsioner på halsen og flere blødninger mener politiet at kunne bevise i retten.
Motivet for drabet er ukendt.
Det var fredag 24. juli, at det dødelige overfald fandt sted. Ifølge anklageskriftet skete det nærmere bestemt i tidsrummet fra klokken 18.26 til 19.23.
Faren blev fundet død i huset samme aften, og politiet behandlede i første omgang sagen som et mistænkeligt dødsfald.
Den 28. juli – fire dage efter overfaldet – blev sønnen anholdt. Dagen efter blev han fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring og herefter varetægtsfængslet.
Foruden at kræve den 20-årige dømt for drab påstår anklagemyndigheden, at han fratages retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser efter faderen.
Ifølge Ritzau er sagen berammet til fem dage og forventes afsluttet i november.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den 20-åriges forsvarer om, hvordan han forholder sig til tiltalen.


