Indtil for nylig huserede rotter i Munke Mose i en grad, hvor man nærmest måtte vige for de små pelsdyr på stierne.

Men nu er det efterhånden længe siden, at parkforvalter Hanne Pedersen har set en rotte i Munke Mose.

»Vi oplevede i 2018, at rotterne nærmest løb rundt på stierne. Sådan er det slet ikke mere,« siger hun.

Med sine søer, træer og grønne områder er Munke Mose et populært tilholdssted for mennesker - men altså også for rotter, som mæsker sig i det madaffald, folk især efterlader om sommeren. Derfor har Mortalin, som bekæmper skadedyr i Odense Kommune, i løbet af de seneste år afprøvet en række nye indsatser, der skal forhindre rotterne i at få overtaget i det grønne område.

Ud over almindelige fælder, bruger Odense Kommune også elektriske fælder for at få ram på rotterne. På den måde kan én fælde gøre det af med mange rotter, før den skal tømmes eller genaktiveres.
Ud over almindelige fælder, bruger Odense Kommune også elektriske fælder for at få ram på rotterne. På den måde kan én fælde gøre det af med mange rotter, før den skal tømmes eller genaktiveres. Liv Østerstrand Rasmussen

Blandt andet er der blevet opsat elektriske rottefælder, der er blevet ryddet buskads rundt om legepladsen, og der er blevet ophængt fuglekasser til ugle og falk.

Parkforvalter Hanne Pedersen har stadig til gode at se en rovfugl i Munke Mose, men hun er overbevist om, at tiltagene tilsammen har gjort livet surt for rotterne og bedre for de borgere, der bruger området.

»Jeg vil ikke sige, vi er af med dem, for det kommer vi aldrig. Men vi er så langt nede, at de ikke er synlige mere,« siger hun.

Sådan er det generelle billede i kommunen langtfra. Hver måned får kommunen flere end 400 henvendelser fra borgere, der har set en rotte. I gennemsnit får kommunen flere end 15 henvendelser om dagen.

Ifølge parkforvalter Hanne Pedersen handler det om at informere borgerne om rotter, uden at Munke Mose bliver til en skov af skilte med forbud og løftede pegefingre.
Ifølge parkforvalter Hanne Pedersen handler det om at informere borgerne om rotter, uden at Munke Mose bliver til en skov af skilte med forbud og løftede pegefingre. Liv Østerstrand Rasmussen

Men det er langt færre end sidste år, hvor der i alt blev anmeldt rotter 6.953 gange, hvilket svarer til godt og vel 19 anmeldelser om dagen.

Ifølge parkforvalter Hanne Pedersen er der kun så meget, man kan gøre. For eksempel er der opsat enkelte skilte i Munke Mose, der fortæller, at man skal huske at smide sit affald i skraldespanden, men ønsket er ikke, at området bliver til en skiltepark med forbud og løftede pegefingre.

»Man skal have mulighed for at komme herned og fodre fugle, fordi det er hyggeligt. Man skal bare ikke give dem mere, end de kan spise,« siger Hanne Pedersen.

I nogle områder af parken er der registreret stor aktivitet blandt rotterne - nemlig, hvor der er træer.

»Det er, fordi de bor nede under rødderne. Men vi kan ikke bare fjerne alle træerne,« siger Hanne Pedersen.

Derfor vil der også være tilfælde, hvor rotter bliver spottet ved vandet eller langs stierne.

»Hvis man sætter en ambition om at komme helt af med rotter, er den dømt til at fejle. Vi kan ikke komme af med rotter, men vi har dem fuldstændig under kontrol.«