I de fleste storbyer skal man ikke gå langt for at finde et fitnesscenter. Det spænder dog ikke ben for Loop Fitness, som vil udvide med 50 nye centre.

Godt og vel hver femte voksne dansker har et fitnessmedlemskab i de mange hundrede centre landet over. Alligevel er markedet ikke udtømt.

Det mener fitnesskæden Loop Fitness, der målt på centre er Danmarks næststørste, og som nu vil indtage hovedstaden på to år, skriver Børsen.

De sidste tre år har Loop Fitness fordoblet deres centre i Danmark og inden 2021 er planen at åbne 50 nye centre, hvoraf mange skal placeres i København.

Loop Fitness er en franchisekæde, som slår sig op på interval- og cirkeltræning, hvor ideen er, at man kan træne alle muskelgrupper på kun 24 minutter.

Ifølge adm. direktør Brian Schneider er målgruppen forældre til de traditionelle besøgende i fitnesscentre.

Kæden har desuden bygget sin succes i mindre byer og yderområder, men bliver år efter år landsdækkende.

Hovedstaden er nu næste skridt for Loop Fitness, der ser et uudnyttet potentiale.

Også selvom både Fitness World, Sats, Urban Gym, Crossfit Copenhagen og flere andre kæder også kæmper om samme markedsandele.

Til Børsen udtaler Rasmus Klarskov Storm, der er analyse- og forskningsleder i Idrættens Analyseinstitut, at Loop Fitness kan få udfordringer.

»Demografien og gennemsnitsalderen i København er bare lavere end i andre kommuner, og derfor har de andre centre klaret sig rigtig godt,« siger han.

Brian Scneider, adm. direktør i kæden, tror dog alligevel på strategien.