Fitness World hæver prisen på alle deres medlemskaber med 10 kr./måned, da de bl.a. vil 'forbedre træningsoplevelsen'. Men den forklaring må kæden længere ud på landet med, mener medlemmet Jeanette Krohn Henriksen.
»Det er vanvittigt mange penge, og de ting, de siger, de vil forbedre, er der i forvejen. For ja, de vil udvide åbningstiden, men der er stadig ingen bemanding,« fortæller den 34-årige kvinde fra Otterup til B.T.
Der er nemlig ikke blot tale om en håndfuld 10-kroner, som Fitness World får ind hver måned.
Prisstigningen løber samlet set op i mere end 5,7 millioner kroner øget indtægt hver eneste måned, da kæden ifølge årsrapporten for 2018 har 572.000 medlemmer.

Jeanette Krohn Henriksen er godt træt af prisstigningen, når fitnesskæden samtidig ofte kører opstartstilbud til nye medlemmer, der kan træne markant billigere end de faste og loyale medlemmer, i en begrænset periode.
»Opstartstilbuddene er frække, for det er deres faste medlemmer, der betaler for døgnfluerne, der melder sig ind i januar eller om sommeren og så forsvinder igen efter en måned,« siger hun.
Desuden påpeger hun, at hun ikke mærker meget til de forbedringer, som Fitness World siger, de hele tiden laver i deres centre. Og den kritik er hun bestemt ikke alene om.
Fitness Woflds Facebook-side bugner af vrede medlemmer, der påpeger, at de også er godt trætte af prisstigningerne, og at kæden burde være bedre til at reparere ødelagte træningsmaskiner – og helt generelt opdatere deres maskinflåde i centrene.

»Når man tænker på, hvordan Fitness World var, da jeg startede, til hvordan det er nu, så synes jeg, kvaliteten er faldet. Maskinerne er stadig de samme gamle fra Fresh Fitness og er ved at være godt slidte. Og når en går i stykker, så går der tit en måned, inden den er fikset,« opsummerer Jeanette Krohn Henriksen kritikken.
Men hvorfor vælger Fitness World så at hæve priserne, når nu så mange medlemmer er utilfredse?
Rasmus Storm, analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut, har et bud:
»Fitness World er den største kæde herhjemme og har flest centre. De har altså en stor del af markedet, og det kan være det, der gør, at de vurderer, at det ikke gør noget at sætte prisen op,« forklarer han og peger desuden på, at Fitness World formentlig har lavet en beregning af, hvad deres priser bliver sammenlignet med de andre på markedet.
Rasmus Storm har dog svært ved at sige, om stigningen er en god eller dårlig idé for kæden, for det kan nemlig være både og.
»Det bliver en pæn pris nu, men det kan sagtens være, kunderne synes, det er det værd,« siger han.
Selv har Fitness World ikke ønsket at svare på spørgsmål fra B.T., men har derimod sendt et skriftligt standardsvar pr. e-mail.
'Vi synes, at vi tilbyder vores medlemmer et godt, relevant og alsidigt produkt til en fair pris, og vi gør vores yderste for at udvikle os i tråd med vores medlemmers ønsker og behov,' er CFO for Fitness World Group Niels Meidahl citeret for i e-mailen, som fortsætter:
'Vi er den fitnesskæde i Danmark, som bruger flest penge på at udvikle vores træningsnetværk, købe nyt udstyr og udvikle nye koncepter. Vi investerer hvert år omkring 80 mio. kroner i at forbedre træningsoplevelsen og udvikle tilbud og fordele, som er inkluderet i medlemskabet.'

