Forestil dig at sidde i en robåd midt på Atlanterhavet, som de seneste mange timer ikke har rykket sig mere end seks kilometer, selvom du og dine tre venner har roet alt, hvad I kunne.

Det er lige nu realiteten for fire danske mænd, der har sat sig for at ro 4800 kilometer tværs over Atlanterhavet.

»Vi har siden i aftes haft dårligt vejr med meget modvind og ingen fremdrift i vandet, og her til morgen måtte vi smide håndklædet i ringen.«

Sådan lyder det fra bådens kaptajn, Lasse Wulff Hansen.

Ikke nok med det, så har Mikkel Fredensborg Schmidt, der er et af de fire besætningsmedlemmer, pådraget sig en skade, der betyder, at han ikke kan ro.

»Mikkel er kommet galt af sted med knæet, som er hævet og betændt i sådan en grad, at han ikke kommer til at ro før om nogle dage igen,« fortæller Lasse Wulff Hansen.

Betændelsen er opstået ved overbelastning.

De fire mænd ror nemlig døgnet rundt.

Sådan ser Mikkel Fredensborg Schmidts knæ ud.
Sådan ser Mikkel Fredensborg Schmidts knæ ud. Foto: Rowforveterans.dk
Vis mere

I intervaller på to timer ror de skiftevis på hold af to mænd. De to timer, de ikke ror, bruger de primært på at sove.

Sådan har de gjort alle døgnets 24 timer – på nær en pause juleaften – siden den 12. december.

Og det har altså været for meget for Mikkel Fredensborg Schmidts knæ, der er hævet til næsten dobbel størrelse og gør så ondt, at han ikke længere er i stand til at ro.

»Han oplever lige nu stærke jag i knæet, og den konstante bevægelse i båden (fordi der er bølger, red.) gør det heller ikke bedre,« siger Carsten Heron Olsen, der er ejer af 'Talisker Whisky Atlantic Challenge', som roturen hedder.

Mikkel Fredensborg Schmidt forsøger at få så meget hvile, han kan, trods høje bølger og store smerter.
Mikkel Fredensborg Schmidt forsøger at få så meget hvile, han kan, trods høje bølger og store smerter. Foto: Rowforveterans.dk
Vis mere

Kombinationen af modvind og Mikkel Fredensborg Schmidt dårlige knæ har altså fået dem til at holde en pause. De har smidt et såkaldt drivanker i vandet.

Et type anker, der ligner en lille faldskærm og holder båden forholdsvis stille.

Da der er næsten fire kilometer til havbunden, er det ikke muligt at smide et klassisk anker i vandet.

»De er frustrerede,« siger Sanni Wulff Vangsø Hansen, der er team manager, presseansvarlig og Lasse Wulff Hansens kone.

»Men de er også rastløse på trods af, at de kommende dage bliver rigtig hårde for dem,« fortsætter hun.

Planen er nemlig, at de lørdag aften forsøger at påbegynde roningen igen. Der skulle vinden være vendt.

Og med kun tre funktionsdygtige besætningsmedlemmer tilbage, så har Lasse Wulff Hansens besluttet at ro alene, mens de to andre mænd, Michael Lyng og Anders Nørregaard, ror sammen.

Han skal altså ro to timer hver anden time alene.

De mange timer med årer i hænderne, giver både vabler og en giglignende følelse i fingrene. Dett er Lasse Wulff Hanses hånd efter cirka to uger på vandet.
De mange timer med årer i hænderne, giver både vabler og en giglignende følelse i fingrene. Dett er Lasse Wulff Hanses hånd efter cirka to uger på vandet. Foto: Rowforveterans.dk
Vis mere

Sanni Wulff Vangsø Hansen, der har været gift med Lasse Wulff Hansen i lidt over et år, tror, at en af årsagerne til, at han har valgt at tage den opgave på sig, er at finde i hans profession.

»Når man er soldat, så efterlader man ingen. Så det har været en selvfølge for ham,« siger hun.

Mændene har indtil videre tilbagelagt cirka 2000 kilometer og forventer, at Mikkel Fredensborg Schmidt er tilbage ved årerne om cirka to dage.

Hvis du vil følge båden 'Fenris', som de fire mænd sidder i, så kan du finde den på appen YB Races ved at søge på 'Talisker Whisky Atlantic Challenge'. De er det eneste danske hold, så de burde være til at finde.