Hun kravlede op til ham i sengen. Fortalte historier om ham og moren på en strand. Nussede ham i håret og holdt en beroligende hånd på hans bryst.
For to uger siden sagde Helle Nedergaard farvel til sin far på Plejehjemmet Toftehaven. Et sidste farvel, der trods smittefrygt blev nært og trygt.
»Jeg havde brug for at kysse og kramme ham,« siger hun.
Under normale omstændigheder ville man formentlig tage den slags for givet.
Men i en tid uden kys og kram, og hvor murene til landets plejehjem er tykkere end nogensinde før, er selv ikke det sidste farvel noget, man tager for givet.
Coronaen har sin pris. Der er mennesker, der dør alene. Det er den virkelighed på landets plejehjem, som B.T. de seneste dage har beskrevet.
Ligesom mange andre ældre har Helle Nedergaards far, Villy Kristensen, heller ikke haft besøg siden den 11. marts, hvor der blev indført besøgsforbud på alle plejehjem for at undgå smitte blandt de sårbare ældre.
Det er godt et år siden, februar 2019, at Villy Kristensen sammen med sin kone flyttede ind på plejehjemmet i Ballerup. Hun var meget syg af kræft og døde den 31. maj. Siden har han boet alene i sin plejehjemsbolig, der tæller en stue, soveværelse og en lille have foran.
Faktisk var han som formand i boligselskabet selv med til at tage første spadestik, da Plejehjemmet Toftehaven i sin tid blev bygget.
Igennem det seneste år er hans børn da også blevet kendte ansigter på plejehjemmet, når Helle og hendes to brødre på deres ugentlig besøg sørgede for, at der altid var kolde øl i køleskabet og snaps i fryseren til lørdagsfrokosten.
Men efter den 11. marts har Villy og de andre ældre måttet leve uden de kendte ansigter – familie og andre pårørende.
»Min bror begyndte at lave nogle videoopkald med min far. Det er jo lidt svært med min far, som var halvblind og havde alzheimer. Men de sad med hver deres øl og skålede,« siger Helle.
Selv ringede hun til plejehjemmet, som var søde til at give røret videre til hendes far.
»Men til sidst kunne han ikke rigtig forstå noget mere. Han glemte helt sproget, fordi vi ikke længere kom forbi,« siger hun.
I løbet af en måned tabte han sig 14 kilo, fordi han ikke længere gad spise. Og hans angst og Alzheimers sygdom tog mere og mere over.
»Til sidst troede han, at han var formand for Toftehaven, og at sikkerheden derfor var hans ansvar,« siger Helle Nedergaard.
Faren gik derfor rundt på gangene med sin rollator for at tjekke, at alle dørene var lukkede, så ingen blev smittet med corona.
En dag ringede han til sin datter – troede det var hans kone – og fortalte, at han ikke nåede hjem til aften, fordi han som formand lige havde nogle referater, han skulle have skrevet færdig.
»Det gik hurtigt ned ad bakke, og til sidst havde han ikke andet ordforråd end ja og nej,« siger hun.
Forrige søndag blev familien ringet op af plejehjemmet: 'Nu er det ikke godt mere.'
Villys børn fik lov at besøge deres far i hans bolig, hvis de gik gennem havedøren. De skulle blot bære masker, hvis der kom personale ind til ham.
»Vi hører så mange negative ting om plejehjem og personalet der, men de gjorde alt, for at vi kunne sige ordentlig farvel,« siger hun.
Søndag, mandag og tirsdag var familien på skift forbi. Holdt ham i hånden og læste op af gamle kærestebreve fra Villys kone – deres mor.
Når Helle kom ind ad døren, var hendes far overbevist om, at det var hans kone – ikke hans datter Helle.
»Så kravlede jeg op i sengen, så han blev rolig,« siger hun.
Der lå hun tirsdag formiddag og kunne høre, hvordan hans åndedræt blev tungere. Klokken 13.30 gik han bort.
En sygeplejerske på plejehjemmet brugte sin fridag på at være der for Villy og hans familie.
Og da bedemanden kom, fik den nærmeste familie lov at sige farvel, inden han blev lagt i kisten.
To ældre herrer, der bor på plejehjemmet og altid havde spist frokost med Villy, fik også lov at komme ind til ham og sige farvel.
»De troede først, at de alle tre skulle drikke en øl i haven. Beboerne har jo også været isoleret fra hinanden,« siger Helle Nedergaard, som derfor glæder sig over, at de fik lov til at tage afsked med deres ven.
Familien har været heldig, at farens bolig havde en lille have med egen indgang.
Men Helle Nedergard håber, at man andre steder, hvor de ældre bor i flere etager, kan finde en mulighed for, at ældre kan få besøg.
Villy Kristensen blev bisat 1. maj.
»Han var jo en ærkesocialdemokrat,« tilføjer Helle Nedergaard.
De måtte i alt være 30 personer i kirken – 26 ud over præsten og kirkepersonale.
»Og vi fik selv lov til at bære kisten ud,« siger Helle Nedergaard.
