»Hvor er du?«
Spørgsmålet har været den eneste klare sætning, som Torben har sagt over telefonen i lang tid. Tilbage sidder Charlotte Henriksen med en knude i maven og tårer i øjnene.
Hun har ikke set sin mand, der er på plejehjem, i otte uger. De har været gift i snart et halvt århundrede og aldrig været ufrivilligt skilt ad så længe.
På grund af hans demens er hver dag dyrebar tid, som de mister med hinanden.
»Jeg frygter, at han til sidst ikke ved, hvem jeg er,« siger hun.
Det seneste år er ordene gradvist forsvundet fra Charlotte Henriksens 75-årige mand. Han har svært med at tale, så i stedet fletter de fingre og drikker kaffe, mens fjernsynet kører i baggrunden
Det er øjenkontakten, minderne og berøringer, som binder dem sammen.
»Der er ikke så meget tilbage af ham, men han er der alligevel,« siger hun.
Siden Torben kom på plejehjem i december sidste år, har de set hinanden hver dag. De spiser ofte et måltid sammen og går en lille tur, før Charlotte kysser ham og siger farvel.
Det har været deres daglige rutine hver eneste eftermiddag, men det ændrede sig for otte uger siden. Fra den ene dag til den anden lukkede landets plejehjem for besøg fra pårørende.
Charlotte husker, at hun efter det sidste besøg sagde »vi ses i morgen« til Torben.
Det løfte fik hun ikke mulighed for at indfri.
Siden den dag har de kun været i kontakt over telefonen få gange, og plejehjemmet ønsker ikke, at hun besøger sin mand eller blot ser ham gennem vinduet, da det forvirrer ham.
Det har heller ikke fungeret med videoopkald, da internettet drillede den ene gang, de prøvede. I stedet skriver Charlotte breve til Torben, da han har nemmere ved at læse.
Her prøver hun at forklare ham, at det ikke er hendes eller plejepersonalets skyld, at de ikke kan ses. De må vente til, at statsministeren giver dem lov, skriver hun.
Ligesom mange andre pårørende til beboere på plejehjem er Charlotte påvirket af at være adskilt fra sin kære under coronapandemien.
Nogle ældre er gået bort alene uden deres familier omkring dem, og andre kæmper med den monotone hverdag på plejehjemmene uden besøg og almindelige aktiviteter.
Torben er ikke smittet eller dødelig syg, men Charlotte frygter begge dele. Lige nu er det afsavnet, som tærer på ægteparret.
Ligesom mange andre demente har Torben også svært med, at hverdagen pludselig er blevet ændret så markant. For Charlotte udmønter det sig i en skyldfølelse, som hun ikke kan smide fra sig.
»Jeg føler, at jeg svigter ham ved ikke at komme, for han forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan,« siger hun.
I december sidste år fandt Charlotte en plads til Torben på plejehjemmet, fordi hun ikke længere kunne klare det hele selv.
Hun havde dog aldrig forestillet sig, at det ville ende med, at deres sidste tid sammen ville blive forkortet så drastisk, som den bliver nu.
»Den tid, vi kunne have sammen, går. Jeg vil bare gerne holde ham i hånden igen.«
I gennemsnit lever beboerne på plejehjem i Danmark mellem to og tre år. I det regnestykke er otte uger lang tid at miste for Charlotte. Hun havde oprindelig troet, at de ville få langt mere.
»Vi har snart været gift i 50 år, og vi havde regnet med femten år mere, hvor vi kunne lave en masse hyggeligt sammen,« fortæller hun.
De har guldbryllup til oktober, og Charlotte håber, at coronavirussen til den tid for længst er ovre og ikke blusser op igen, som nogen forudser.
Lige nu arbejder hun på at få en fast aftale, hvor personalet hjælper med telefonopkald mellem hende og Torben. Selv om ordene er få, kan han i det mindste høre hendes stemme.
Allerhelst vil hun bare gerne se sin mand igen. Smitterisikoen vil Charlotte ufortrødent løbe, hvis bare de kan være sammen igen.
»Jeg håber, at de finder på nogle løsninger snart, så vi kan se hinanden på en eller anden måde,« siger hun.
»Jeg kan ikke genkende mig selv for tiden. Normalt tuder jeg ikke, men det her er det værste, som jeg nogensinde har oplevet. Jeg savner ham så meget.«
På plejehjemmet i Hvidovre er mindst 10 beboere ifølge Charlotte blevet isoleret på deres værelser på grund af coronavirus. Det bekymrer hende, at Torben kan blive smittet, ligesom mange andre ældre på plejehjem er blevet det, men det er også hans oplevelse af det hele, som bekymrer Charlotte.
»Han fylder alt i mine tanker lige nu. Jeg vil bare gerne give ham et stort kram,« siger Charlotte.
