Sure smileys og bøder på op mod 30.000 kroner.

En af Sjællands største steakhouse-kæder har valgt at smide håndklædet i ringen efter længere tids modvind.

Rib House har syv restauranter, og en af disse må nu dreje nøglen om.

Der er tale om kædens restaurant i Søborg ved København, der to gange hen over foråret fik Fødevarestyrelsen på nakken på grund af problemer med hygiejnen.

Manglende håndsæbe i køkkenet, tykke belægninger af gult fedt på køkkenvægge og fersk laks, der blev opbevaret for varmt, er blot nogle af eksemplerne.

Indehaver Ferhat Mercan afviser dog, at lukningen hænger sammen med Fødevarestyrelsens sanktioner.

»Økonomien hænger ikke længere sammen. Derfor har vi valgt at sige farvel og tak,« siger han til B.T.

Rib House i Søborg åbnede så sent som 2019. Herefter fulgte coronapandemien, der ramte restauranten hårdt, forklarer Ferhat Mercan.

Uhumske forhold afsløret på Rib House i Søborg. Foto: Google Street View
Uhumske forhold afsløret på Rib House i Søborg. Foto: Google Street View
Vis mere

»Vi har prøvet at holde liv i restauranten med forskellige tiltag. Men vi er desværre nået til et punkt, hvor vi ikke kan fortsætte længere,« siger Ferhat Mercan.

Fødevarestyrelsen kategoriserede Rib House i Søborg som en ‘virksomhed med dårlig regelefterlevelse’, fordi restauranten havde fået sanktioner for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.

Restauranten blev derfor sat under skærpet tilsyn.

Rib House-kædens seks andre restauranter ligger i henholdsvis Roskilde, Køge, Holbæk, Helsingør, Hillerød og Slagelse.

Ifølge Ferhat Mercan klarer de andre restauranter sig bedre økonomisk.