Thorbjørn Hansen og familien havde egentlig planlagt en afslappende søndag under deres charterferie på Rhodos med lidt hygge ved poolen og så en tur ind til byen for at spise noget god mad.

I stedet blev søndagen fyldt med kaos og panik, da der brød en voldsom skovbrand ud nær byen Kolymbia, hvor familiens hotel ligger.

En ting var branden, som gjorde familien urolig og bange, noget andet var den manglende information. Familien havde købt en pakkerejse gennem Tui, men blev på intet tidspunkt kontaktet af rejseselskabet. Familien hørte først noget, da de selv kontaktede rejseselskabet. Det viser en sms-korrespondance med Tuis kundeservice, som B.T. har set.

»Min kone var meget bange, og det er for dårligt, at vi ikke fik noget af vide. Den dårlige information skabte panik, fordi ingen informerede os om noget som helst,« siger Thorbjørn Hansen.

Sådan her så familiens ferie ud, inden brand og panik slap løs. Foto: Privat
Sådan her så familiens ferie ud, inden brand og panik slap løs. Foto: Privat
Vis mere

Det hele startede søndag, da Thorbjørn, konen Julie og deres tre små får at vide af en lokal købmand, at branden kun er 10 til 15 kilometer væk. Pludselig går strømmen på hotellet også, og fra hotelaltanen kan de se flammerne på toppen af det nærliggende bjerg.

»Lige pludselig, da vi render rundt på hotellet, er der ikke noget strøm, og folk går mere og mere i panik. Folk går rundt og er fortvivlede, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre,« siger 30-årige Thorbjørn Hansen.

Familien beslutter sig for at pakke de vigtigste ting, så de hurtigt kan komme afsted, hvis branden skulle blusse mere op og komme endnu tættere på. Men det er svært for familien af finde ud af, hvad de skal stille op.

For ikke nok med at grækerne på hotellet ikke taler meget engelsk, så er der ingen guider fra Tui, de kan søge hjælp hos, og rejseselskabet kontakter dem hverken via sms, mail eller telefonisk.

»Min kone begynder at græde, og jeg var klar til at tage hjem, men alt var booket på flyene. Men problemet er, at vi ingen information får. Der går panik i den.«

I løbet af søndagen forsvandt solen helt bag den tunge røg. Foto: Privat
I løbet af søndagen forsvandt solen helt bag den tunge røg. Foto: Privat
Vis mere

Pludselig lyder meldingen fra hotelpersonalet, at de ikke må gå op på værelserne, da de skal være tæt på udgangen i tilfælde af evakuering. Og med sådan en melding begynder familien at blive forvirret over, hvor tæt på dem branden egentlig er.

»Jeg tænker bare, er den lige rundt om hjørnet eller hvad? Så vi tager vores pas, penge og bleer til børnene og sætter os i lobbyen med alle de andre mennesker,« siger Thorbjørn Hansen.

Og her sidder de mange timer, men hører ingenting fra Tui.

Til sidst sender Thorbjørns kone Julie en sms til Tuis kundeservicenummer, som skriver tilbage, at de ikke skal være urolige, da branden er under kontrol.

Her er klokken 21.55.

Her kan korrespondancen mellem Julie og Tui ses. Foto: Privat.
Her kan korrespondancen mellem Julie og Tui ses. Foto: Privat.
Vis mere

Lidt efter sætter familien sig igen op på deres mørklagte værelser. Mens børnene på to, fem og ni sover, sidder Thorbjørn og Julie på altanen og overvåger branden på bjerget.

Heldigvis bliver den mindre og mindre, og til sidste er der kun gløder at spotte. Selvom familien vågner op til en stille og rolig mandag, har oplevelsen alligevel sat sig i dem.

»Det var vildt ubehageligt. Når man ikke får noget af vide, så går man lidt og er i tvivl om, hvad man skal gøre. Vi rejser aldrig med Tui igen, for det er den værste oplevelse, og de var så dårlige til at informere os,« lyder det enstemmigt fra Thorbjørn Hansen og Julie Kanstrup.

B.T. har kontaktet Tui, der  har undersøgt sagen og fortæller, at det er en teknisk fejl, der er skyld i den manglende information:

»Det er naturligvis meget beklageligt, at gæsterne ikke har fået den information, andre gæster har. Vi er i fuld gang med at undersøge, om den tekniske fejl er et enkeltstående tilfælde eller ej,« siger Mikkel Hansen, pressechef ved Tui Danmark.