En familie fra København købte for to-tre år siden et drømmehus i Aabenraa. Men drømmen bliver spoleret af mågeskrig.

Det skriver JydskeVestkysten.

Mågeskrigene starter i de tidlige morgentimer og har gjort hverdagen uudholdelig for Sarah Bertmann og hendes familie.

Det var det første forår i huset, familien opdagede plagen. Huset ligger ikke tæt på havnen, men byen er en havneby, hvor måger typisk færdes.

Skrigene fra mågerne strækker sig hen over sommeren og gør, at familien ikke kan sidde i haven eller have vinduerne åbne.

Sølvmågerne er desuden meget pågående og altædende. Hvis de har unger, kan de virke aggressive.

B.T. har tidligere på sommeren også skrevet om måger, der for mange kan være generende – blandt andet i forbindelse med restaurantbesøg, hvor mågerne æder alt, hvad de kan komme i nærheden af.

Familien har i frustration kontaktet kommunen om mågeplagen, men kommunen tilbyder ingen mågebekæmpelse.

Borgere, som henvender sig, kan få tilsendt kommunens vejledning med gode råd.

Et af rådene lyder, at man i yngletiden kan kravle op på flade tage og dyppe mågernes æg i paraffinolie eller erstatte æggene med plastikæg.

Men det kræver en tilladelse fra Naturstyrelsen, og det samme gælder, hvis man ønsker at bekæmpe måger ved nedskydning.

»Vi kan kun henvise til, at det er ejeren af en bygning, der selv skal stå for bekæmpelsen og søge tilladelse hos Naturstyrelsen,« siger Ole Stokholm Lauridsen, teamleder i Aabenraa Kommunes miljøafdeling, til mediet.