»Det nye OUH har nået endnu en milepæl.«

Sådan indleder Region Syddanmark deres pressemeddelelsen efter dagens rejsegilde.

»Byggepladsen summede af liv, da cirka 1.000 håndværkere og samarbejdspartnere var mødt op til rejsegilde på det nye Odense Universitetshospital,« står der i pressemeddelelsen.

Og blandt de 1.000 håndværkere og samarbejdspartnere var også sundhedsminister Magnus Heunicke og regionsrådsformand Stephanie Lose.

Regionsrådsformand Stephanie Lose og sundhedsminister Magnus Heunicke beskuer LEGO-modellen af det nye OUH.
Regionsrådsformand Stephanie Lose og sundhedsminister Magnus Heunicke beskuer LEGO-modellen af det nye OUH.
Vis mere

»Bygningerne er nu rejst, og dagen, hvor syddanskerne kan tage deres nye, moderne sygehus i brug, er rykket et stort skridt nærmere.«

Til rejsegildet var der pølser og kakaomælk. Der var taler og musik. Rejsegildet var både en fejring af sygehuset og den såkaldte serviceby, der blandt andet skal rumme storkøkken og centrallager.

Regionsrådsformand Stephanie Lose er begejstret over, at byggeriet er nået så langt.

»Det er fantastisk at have de mange håndværkere samlet til rejsegilde og kunne sige dem direkte tak for deres store arbejde med at bygge det, der bliver til Danmarks største nybyggede sygehus,« siger Stephanie Lose i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det er vores vision at skabe et moderne og fleksibelt sygehus, som kan måle sig med de bedste sygehuse i Danmark og Europa, og den vision er godt på vej til at blive virkelighed.«

Der blev holdt taler, og der blev uddelt klapsalver fra de fremmødte.
Der blev holdt taler, og der blev uddelt klapsalver fra de fremmødte. Foto: Nyt OUH
Vis mere

Der er også godt gang i byggeriet.

»Håndværkerne er ved at montere facader og vinduer. Derfor var de cirka 650 håndværkere, der er på byggepladsen lige nu, samt en lang række rådgivere og samarbejdspartnere inviteret til rejsegilde.«

Det nye OUH kommer til at omfatte omkring 284.000 kvadratmeter sygehus, og bliver dermed Danmarks største nybyggede sygehus.

Det er planen, at Region Syddanmark får nøglerne til det nye OUH overrakt i sensommeren 2023.

Antallet af håndværkere forventes at stige til omkring 1000-1200 håndværkere senere i byggeperioden.
Antallet af håndværkere forventes at stige til omkring 1000-1200 håndværkere senere i byggeperioden.
Vis mere

Derefter kommer en længere periode med klargøring af bygningerne, før de første patienter bliver rykket ind på det nye sygehus.