33 elever og syv lærere.
Det er antallet af smittede på Brøndbyvester Skole i Brøndby.
Styrelsen for Patientsikkerhed tvinger derfor nu skolen til midlertidig nedlukning.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.
Ifølge Brøndby Kommune er smitten fordelt på en 4. klasse, to 5. klasser og en 6. klasse, hvor 33 elever og syv lærere er smittet.
I alt er der 1.138 elever på skolen.
Helt konkret er der udstedt påbud om midlertidig nedlukning af 4. til 9. klasse. Nedlukningen er gældende fra og med den 11. til og med den 17. november.
Og Brøndbyvesterskole er langt fra den eneste skole, der skal blive hjemme på grund af et større smitteudbrud.
Også elever i 0. til 6.klasse på Dyvekeskolen i København er blevet sendt hjem. Her gælder nedlukningen til og med 14. november.
I Albertslund på Herstedøster Skole er eleverne også sendt hjem. Det påbud kom fredag.
Brøndby Kommune er den kommune, hvor smitten er højest i øjeblikket, når man kigger på incidenstallet.
Incidenstallet er udtryk for, hvor mange smittede, der er per 100.000 indbyggere. Tallet er i øjeblikket 729,6. De seneste syv dage har kommunen desuden registreret 258 smittetilfælde med coronavirus.