Emma Grønbæk er ikke som de fleste andre børn. Hun kender kun halvdelen af sit genetiske ophav, fordi hun er lavet med hjælp fra en anonym sæddonor. Men ifølge Emma er det ikke et problem, selvom mange udefra måske mener, det er.
»Jeg har aldrig haft et behov for at have min donor i mit liv eller møde ham. Jeg har bare altid været enormt taknemmelig for hans bidrag til vores familie, genetik er ikke så vigtigt for mig i mit personlige liv,« siger hun.
I seks år måtte hendes forældre gang på gang skuffede og frustrerede se til, at den traditionelle reagensglasbehandling (IVF) med egne celler ikke var tilstrækkelig til at hjælpe netop dem.
Adoptionspapirerne var udfyldt og sendt af sted. Men sådan skulle det ikke gå.
En mand, de ikke kendte, hjalp dem med at opfylde deres største ønske i livet:
Ønskebarnet Emma blev født den 9. maj 1996 med hjælp fra en anonym sæddonor.
Fredag den 3. maj skal den i dag 22-årige kvinde tale til forskere fra hele verden ved 'The Cryos Symposium' i Aarhus arrangeret af verdens største sædbank, danske Cryos. Her skal hun fortælle om, hvordan det er at være donorbarn, og hvad hun synes om, at hendes donor er anonym.
Siden Emma var helt lille, har hun vidst, at hun var donorbarn. Hendes forældre havde lavet en bog til hende med billeder af familien, tegninger af æg og sædceller, så hun i børnehøjde kunne forstå, hvordan hun var blevet til.
»Det er en bog, der handler om, at mine forældre var glade for hinanden, men at det ikke lykkedes dem at få et barn. Og at der var en donor, der havde lyst til at hjælpe os med at blive en familie. Det har været en god måde for mig at forstå, hvad det var for en proces, de var igennem, og jeg har haft mulighed for at stille spørgsmål,« siger Emma Grønbæk, der bor i Aarhus og studerer til sygeplejerske.
Hun er glad for, at hendes forældre fra start valgte at være åbne om deres valg. På den måde har hun undgået ubehagelige overraskelser:
»Man ser jo tit, at donorbørn ofte får besked senere hen i livet. Måske kan man endda få en form for identitetskrise, fordi alt det, man troede var rigtigt, viser sig ikke at være det. Det har jeg aldrig følt, men jeg har været meget afklaret med at være donorbarn, selv da jeg var en helt lille pige,« siger hun.
Bogen med titlen 'Emmas bog' betød også, at Emma i en tidlig alder kendte til, hvordan et æg bliver befrugtet. Da hun var fem år, lavede hun således en tegning af et æg med nogle sædceller, der prøver at bryde igennem ægget. Tegningen kan man i dag se på forsiden af hendes blog om at være donorbarn.
Åbenheden har affødt både positive og negative kommentarer fra folk, hun ikke kender. Nogle synes, det er 'synd' for hende, at hun ikke kender sit genetiske ophav. Andre synes, det er fedt, at hun bryder tabuet.
»Jeg synes, det har været en fordel med anonymitet for mig og min familie. Ulempen ved en åben donor er, at det kan være forbundet med en masse forventninger, man kan nå at bygge op. Det har jeg ikke følt, jeg skulle tage stilling til. Man kan sagtens have et godt liv som donorbarn, det behøver ikke at fylde alverden,« siger hun.
Emma Grønbæk synes, den anonyme sæddonor bidrager med noget positivt ligesom en hvilken som helst anden donor.
Genetikken er kun vigtigt i den forstand, at hvis der en dag skulle opstå sygdom, så er det godt at kende sit ophav. F.eks. er det formentlig sæddonoren, som Emma har arvet sin laktoseintolerance fra.
»Den del af det kan jeg godt forstå, at mange har et behov for at kende, men min donor har jo været screenet for alvorlige sygdomme, så risikoen for, at jeg bærer nogle usunde gener videre, er meget lille,« siger hun.
Emma har to tvillingesøstre, som hendes far er biologisk far til. De er 21 år og kom lige i halen på deres storesøster.
'Miraklerne' skyldes en nyere fertilitetsmetode, der kom til Danmark i slutningen af 1990'erne, som ikke var tilgængelig på det tidspunkt, Emma blev født, såkaldt ICSI. Her 'tvinger' lægerne en enkelt sædcelle ind i ægget frem for, at flere hundrede tusinde sædceller selv skal konkurrere om at nå først med at bryde gennem æggets skal i petriskålen.
»Jeg har aldrig været jaloux på dem, og jeg ser dem ikke som halvsøskende. De er mine søstre, ligesom min far er min far,« siger hun.
