Martin Rusbjerg er kommet til verden med anonym sæddonor. Hele sit liv har han savnet at have en far, men alligevel fastholder han, at anonymiteten hos sæddonorer skal bevares.
»Hvis jeg mærker efter inderst inde, så vil jeg gerne have en far og finde ud af, hvem min donor er. Men hvis jeg kigger på det rent rationelt, så vil det ikke give mening at gøre den (donorprofilen, red.) åben,« siger han.
Martins Rusbjergs dilemma vender vi tilbage til.
Da han blev født for 25 år siden, lå det ellers ikke i kortene, at han skulle vokse op uden en faderfigur. Martin Rusbjergs biologiske mor var på daværende tidspunkt sammen med en mand, med hvem hun drømte om at skabe en familie.
Manden gik med til, at de i kampen for at få et barn brugte anonym sæddonor. Det blev til Martin.
Men lykken varede kort. Bare ni måneder, efter Martin Rusbjerg blev født, gik parret fra hinanden.
Manden fraskrev sig forældremyndigheden og ønskede ingen kontakt.
»For ham var det et lukket kapitel,« siger Martin Rusbjerg, der først nogle år senere ved et tilfælde fandt ud af, at manden ikke var hans far.
Martin Rusbjerg er et ønskebarn, men alligevel føler han, at han har manglet en far i sit liv. Michael Drost-Hansen
Hans mor havde siden hen andre mænd, men ingen af dem formåede eller ønskede at være far til Martin.
»Det har altid fyldt utrolig meget og været smertefuldt, at jeg ikke vidste, hvem min far var, « siger Martin Rusbjerg, der bor i Esbjerg med sin hustru.
Spoler vi igen tiden frem, er vi tilbage til, hvorfor Martin alligevel mener, det fortsat skal være tilladt i Danmark at være anonym sæddonor.
»Da jeg var yngre, var drømmen at finde ud af, hvem han var. Men som jeg er blevet ældre, har jeg indset, at han for mig bare er DNA. Det, jeg har ønsket i en far, er bl.a. dybe samtaler. Det vil jeg aldrig få ved at finde min donor, fordi hans formål med at være donor enten var et ønske om at tjene nogle penge, eller fordi han ville hjælpe andre med at stifte en familie,« siger han:
Hvis ikke sæddonorer må være anonyme, så er der ikke nær så mange, der vil få børn. At få børn er i mine øjne den største udvikling, man kan få som menneske, og det synes jeg ikke, nogen skal gå glip af.
Martin Rusbjerg, donorbarn
»Hvis ikke sæddonorer må være anonyme, så er der ikke nær så mange, der vil få børn. At få børn er i mine øjne den største udvikling, man kan få som menneske, og det synes jeg ikke, nogen skal gå glip af.«
Den 25-årige mand er ikke vred på sin mor, fordi hun besluttede at bruge anonym sæddonor. Og han understreger, at han altid har følt sig som et ønskebarn.
»Jeg ved, hvor meget min mor ønskede mig, og jeg ville jo ikke være her i dag, hvis ikke hun havde haft den mulighed. Derfor er jeg også taknemmelig for, at den mulighed findes,« siger han.
Til gengæld ville han gerne have været foruden, at det var hans fire-årige kusine, der skulle fortælle, at den, han troede var hans rigtige far, ikke var det.
»Jeg tror ikke, min mor vidste, hvordan hun skulle fortælle det og hvornår,« siger Martin Rusbjerg.
Senere hen har han ved hjælp af et såkaldt donornummer søgt i Facebook-grupper efter eventuelle søskende. Ikke fordi han har ønsket et forhold til et andet menneske, men for at høre, hvordan det havde været for dem.
I processen fandt han frem til en søster:
»Vi har ikke planer om at opbygge nogen relation, hun har sin egen familie, og jeg har min. Men det er sjovt at se sig selv i en anden person. Vi havde de samme ansigtstræk og røde hårfarve,« siger han.
