»Jeg er enormt vred over det, der er foregået. Det vil jeg altid være. Det er helt utilgiveligt«.
32-årige Andrea Landgreen husker ikke meget fra sine første år i Colombia.
I 1992 blev hun som treårig ulovligt adopteret.
Først mange år senere skulle hun opdage netop det.
»Jeg synes jo, det er vigtigt at få belyst. Det er og har været en enorm sorg at finde ud af, at min biologiske familie ikke ønskede at afgive mig,« fortæller Andrea Landgreen.
Illegale adoptioner er for tiden aktuelt, efter flere europæiske lande har måttet igangsætte undersøgelser af adoptionssystemet efter afsløringer om ulovlig adoption.
Herhjemme afsluttede Ankestyrelsen i april i år en undersøgelse af adoptionsformidlingen fra Chile – konklusionen lød dog, at man hverken kunne be- eller afkræfte, om der har været tale om ulovlige adoptioner i årene 1978-1988.
»En så uklar kommunikation fra Ankestyrelsen er alt andet end en hjælp. Det efterlader de adopterede og deres familier tilbage i en gråzone. Det er ganske enkelt for dårligt,« siger anden næstformand Ina Dygaard fra Adoption og Samfund og tilføjer:
»Man kan godt rette henvendelse til Ankestyrelsen i dag og få en kopi af sine adoptionspapirer og få hjælp til tilbagerejse af DIA (adoptionsformidlingsorganisation, red.). Men man kan ikke få hjælp til en grundig juridisk vurdering af papirerne. Det er noget af det, de adopterede mangler hjælp til i dag,« siger hun.
Andrea Landgreen stod selv for sin tilbagerejse. Rejsen varede 11 dage og fandt sted i 2015.
»Jeg ønskede at finde ud af, hvorfor jeg var blevet valgt fra, eller hvad der var sket i det hele taget,« siger hun.
Den nu 32-årige kvinde har ellers haft en tryg barndom, hvor hun er opvokset i et rækkehus i Lyngby med sine adoptivforældre. Hun har »aldrig manglet noget«, som hun selv formulerer det.
Hun arbejder i dag i en medievirksomhed og har en søn på seks år.
Men Andrea Landgreen har samtidig kæmpet med tillid til andre mennesker, jagten på opmærksomhed, jalousi og trangen til at have kontrol over hverdagssituationer.
»Jeg har tænkt meget over, om jeg nu var god nok,« siger hun.
Mødet med sin biologiske mor og syv søskende fandt sted en stjerneklar aften på en parkeringsplads i bjergbyen Bogotá.
Forud var gået et større eftersøgningsarbejde og penge under bordet, der til sidst gjorde, at hun fik udleveret papirer med tilstrækkelige informationer på den biologiske mor, som hun havde manglet.
Med sig havde hun en agent og en præst, der havde bistået eftersøgningen.
»Da vi stod der og holdt om hinanden, var det en meget stor lettelse. Det føltes, som om jeg havde løbet et marathon, fordi jeg i min eftersøgning på min biologiske mor var blevet afvist så mange steder,« siger Andrea Landgreen.
Det var her, hun første gang fik at vide, at adoptionen havde været imod hendes biologiske mors ønske.
Moderen fortalte, at Andrea som toårig var blevet taget med af myndighederne, da de havde mistanke om misrøgt i den lejlighed, hvor hun blev passet af den biologiske mors veninde. Imens var moderen på arbejde som prostitueret.
Andrea fandt ud af, at hun i løbet af det år, hun var i myndighedernes varetægt, havde set sin mor hver 14. dag en time ad gangen. Hvert besøg sluttede med en dramatisk afsked, hvor hun blev revet ud af armene på sin mor af de ansatte.
Andreas biologiske mor prøvede flere gange at få sin datter tilbage. Men fordi hendes mor ikke havde råd til at stille med en advokat, blev hun bortadopteret mod moderens vilje.
Hos Adoption og Samfund har man stadig tillid til, at internationale adoptioner er en god idé.
»Der er en helt anden juridisk kontrol med adoptionssager i dag, end der var, dengang Andrea blev adopteret. Derfor har vi tillid til systemet,« siger Ina Dygaard.
På trods af fattigdom i Colombia tror Andrea på, at hendes liv havde været bedre, hvis ikke hun var bortadopteret.
»Det er ikke sikkert, det ville have været en tryg opvækst. Men hvis jeg var opvokset der, ville jeg jo ikke have kendt til andet. Når man bliver taget over til noget, der er så anderledes, så tror jeg, det er svært ikke at føle sig fremmedgjort. Jeg havde nok været mere hel i Colombia,« siger hun.
Andrea har stadig kontakt til familien i Colombia, især sin biologiske søster, som hun har fået et godt forhold til. Hun ønsker at besøge sin familie igen.
»Men mit liv er i Danmark. Det er her, jeg har min søn og min familie.«
