I kølvandet på Discovery+-dokumentaren, der afdækker en sexistisk kultur på TV 2, beklager Ekstra Bladet nu for en 'lummer' julefrokostinvitation, der blev sendt ud i 2017.

'Dum, lummer og upassende.'

Det er sådan ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Henrik Qvortrup, beskriver julefrokostinvitationen.

Invitationen havde halvklædte nissepiger på, og temaet fortsatte til selve festen, hvor der også var pyntet op med ultra letpåklædte kvinder med nissehuer på.

Denne letklædte kvinde var en del af pynten til Ekstra Bladets julefrokost tilbage i 2017. Privatfoto.
Denne letklædte kvinde var en del af pynten til Ekstra Bladets julefrokost tilbage i 2017. Privatfoto.
Vis mere

Selvom Qvortrup ikke var chefredaktør på daværende tidspunkt, synes han alligevel, det er relevant at se indad og vise eksemplet frem for at anerkende, at der var tale om en fejl.

»Nu gætter jeg bare på, hvad mine udmærkede journalister har tænkt. Hvor kan vi finde lig i lasten? Og den julefrokostinvitation er vi ikke tilfredse med,« fortæller han til B.T og tilføjer:

»Jeg skal da ikke sige andet, end at der har været problemer med metoo på Ekstra Bladet. Jeg er glad for, at det forhåbentlig er et overstået kapitel. Det ved jeg, alle siger nu, men vi har fået verdens største wakeupcall.«

Og selvom at julefrokostinvitationen har været »karakteristisk for en tone, der har været fremherskende i en periode«, mener Henrik Qvortrup ikke, det skal stå i vejen for den kritik Ekstra Bladet fører mod TV 2.

Invitationen som er blevet sendt til Berlingske som et eksempel på sexistisk omgangsform på Ekstra Bladet.
Invitationen som er blevet sendt til Berlingske som et eksempel på sexistisk omgangsform på Ekstra Bladet.
Vis mere

Om 'tonen' er helt væk, vil Henrik Qvortrup ikke udelukke, men han håber, at metoo-debatten kan give anledning til at råbe op, hvis der sker noget upassende.

»Vi er en mediearbejdsplads, så selvfølgelig er der ind imellem et frisprog, men det er ikke det samme, som at man skal acceptere krænkelser af nogen art. Hvis nogle oplever noget på Ekstra Bladet, håber jeg, at jeg bliver informeret om det,« afslutter chefredaktøren.

Årets julefrokosten på Ekstra Bladet er aflyst i år på grund af corona, ikke metoo, understreger Qvortrup.

Henrik Qvortrup går ud samme dag, som B.T.s ansvarshavende chefredaktør, Michael Dyrby, tager bladet fra munden og forklarer sig i forhold til metoo-sagerne fra tiden som nyhedschef på TV 2. Du kan læse mere bt.dk.