Chefredaktør på B.T. Michael Dyrby indrømmer i et langt tv-interview, at han har været magtfuldkommen, haft upassende forhold til medarbejdere og krænket, mens han var ansat som øverste nyhedschef for TV 2. Se hele interviewet øverst i videoafspilleren over artiklen.

»Når du taler om krænkelser, er der ingen tvivl om, at de kvinder, der medvirker i dokumentaren, er blevet krænket, så på den måde må man sige; ja, jeg har krænket dem. Både fordi jeg var den øverste chef, men også fordi jeg er en deltager i dokumentaren,« siger han blandt andet i videointerviewet, som du kan se øverst i videoafspilleren i artiklen.

Siden dokumentaren 'Metoo: Sexisme bag skærmen' blev sendt på Discovery+ mandag sidste uge, har ansvarshavende chefredaktør på B.T. Michael Dyrby kun vist sig kort på redaktionen samme mandag. Siden  har han hverken stillet op til interview eller været til stede på B.T.

Nu giver han et langt interview på video, hvor han blandt andet indrømmer, at han er en af de chefer, som kvinderne i dokumentaren omtaler, er ham selv.

»Jeg har haft upassende forhold,« siger han.

I dokumentaren stiller en række tidligere og nuværende medarbejdere sig frem og fortæller om en sexistisk kultur på TV 2 under Michael Dyrbys ledelse, og flere kvinder fortæller, at de har haft forhold til chefer - en af de chefer er Michael Dyrby.

»Jeg er meget, meget flov over og meget, meget skamfuld og ked af, at de sidder med de oplevelser. De har jo følt skam, begrænsninger og skullet håndtere deres liv på en anden måde, end de egentlig havde håbet på, og det, synes jeg, er det værste i denne her dokumentar. Det undskylder jeg virkelig, virkelig for.«

Michael Dyrby har ikket set spørgsmålene på forhånd, og præmissen for interviewet er, at vi har kunnet spørge ham om alt, hvilket vi har gjort.