Eksperter: Dansk kræftbehandling er i verdensklasse – men vi har et alvorligt problem

En kold og klar morgen for snart to år siden opsøgte to unge og dødssyge kræftpatienter sundhedsminister Magnus Heunicke.

Med en bøn om, at andre ikke skulle igennem det samme som dem.

18-årige Ramus og 30-årige Sandra kom nemlig til at betale den ultimative pris for et sundhedsvæsen, der på mange måder er i verdensklasse, men som ifølge eksperter har et alvorligt problem.

»Der er grund til at være stolt af dansk kræftbehandling. Der er ikke nogen seng, jeg hellere ville være i end en dansk, hvis jeg fik konstateret kræft. Men jeg er ikke sikker på, jeg ville sige det samme, hvis jeg fik symptomer og skulle udredes for kræft,« siger adjungeret professor Frede Olesen.

Han mener ikke, at vi grundlæggende har rykket os siden 2005, når det kommer til udredningen af patienter med vage symptomer.

Da Sandra Mørk Valente fik sin diagnose, havde hun over en periode på to år opsøgt sin læge 19 gange på grund af stærke smerter i benet og ledsagende tiltagende værre symptomer.

Det står flere gange beskrevet i hendes journal, at det ville have være relevant med en scanning, men Sandra blev i stedet sendt til gynækolog, gigtlæge og ortopædkirurg.

Da hun endelig fik sin diagnose i maj 2019, var det for sent.

Kræften, der var startet i ben og bækken, havde spredt sig, og Sandra var uhelbredelig syg. Under et år efter kræften endelig blev opdaget, sov hun stille ind en forårsmorgen, 22. april 2020.

Hendes to små drenge på to og seks år mistede deres mor alt, alt for tidligt.

Et halvt år efter Sandras død var det Rasmus, der tabte kampen mod kræften. 18 år gammel.

Ifølge to eksperter er der grund til at tro, at Danmark kan gøre det meget bedre, når det kommer til patienter, som henvender sig til deres egen læge med symptomer, som lægen ikke umiddelbart kan finde en enkel forklaring på.

Frede Olesen, adjungeret professor på Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet, forklarer, at det kun er halvdelen af de kræftpatienter, der henvender sig til deres praktiserende læge, som har symptomer, der er klare nok, til at de bliver sendt direkte i en kræftpakke.

Den anden halvdel falder igennem.

»Det er et generelt problem, der løfter sig ud over kræftområdet, og det skyldes, at vi har fået et stærkt specialiseret sundhedsvæsen med mange forskellige specialer,« siger han.

Frede Olesen understreger, at specialiseringen ikke er en dårlig ting, fordi det sikrer en god behandling til dem, der har fået en diagnose, men at det er en bivirkning, at nogle patienter bliver sendt fra speciale til speciale, og i den proces spildes der rigtig meget tid.

»Diagnostikken er det forsømte barn i patientens rejse fra symptom til behandling,« siger Frede Olesen.

Jens Søndergaard, professor og forskningsleder på Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet, fortæller også, at der skal ske ændringer, hvis flere kræftpatienter skal have en diagnose tidligere.

»Systemet er mod al fornuft blevet mere og mere bureaukratisk, og det er blevet svært for praktiserende læger at henvise patienter til yderligere undersøgelser, som kan be- eller afkræfte alvorlig sygdom.«

Jens Søndergaard mener, at de praktiserende læger skal have en større ret til at henvise til en lang række ting.

»Hvis man har på fornemmelsen, at patienten fejler noget alvorligt, så skal man have muligheden for at henvise til de undersøgelser, der er relevante. Lige nu oplever vi, at vi får mange henvisninger tilbage igen,« siger Jens Søndergaard.

Samme pointe har Frede Olesen, der mener, vi bør tage et opgør med de afviste henvisninger.

Og så opfordrer han også til, at politikerne sætter sig ned for at løse problemet med den lange vej fra symptom til behandling.

»For mange år siden fandt vi ud af, at vi var for dårlige til at behandle kræft, og så iværksatte vi kræftplan 1, 2 og 3, kom i gang og løste det. Vi skal gå til diagnostikken på samme måde.«

Frem til deres død kæmpede både Sandra og Rasmus for netop det.

At vejen til en diagnose for patienter som dem selv skulle blive hurtigere og nemmere.

Så deres død ikke blev forgæves, men kunne være med til at redde andre.

På sit møde med Sandra og Rasmus lovede sundhedsminister Magnus Heunicke at se på netop den problemstilling:

»Vi kommer til at lære af de ting, I har fortalt, og lave nogle ting om. Tusind, tusind tak for det, jeres historier har berørt mig dybt,« sagde han dengang.

B.T. har kontaktet Sundhedsministeriet for at få sundhedsministerens svar på de to eksperters forslag og for at høre, hvad der er sket, siden ministeren for snart to år siden lovede Sandra og Rasmus, at sundhedsvæsenet ville lære af deres historier.

Ministeriet er ikke vendt tilbage inden deadline.