De små poder kommer for tidligt i vuggestue eller dagpleje, mener flere forskere, som Berlingske har talt med.

Børnene er i gennemsnit 10,3 måneder, når de første gang sætter de små fødder i en institution.

Men det er altså alt, alt for tidligt, hvis man spørger lektor på DPU, Ole Henrik Hansen:

»Der er ingen tvivl om, at det simpelthen er for tidligt at sende børn på ti måneder i vuggestue. Vi har fået den idé, at det er noget, vi gør for børnenes skyld, men det er det ikke,« siger han.

Han får opbakning fra familieterapeut og forfatter Jesper Juul, der også synes, at mor og far for tidligt sender barnet af sted fra hjemmets trygge rammer.

Hos Socialdemokratiet synes børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen dog ikke, der er grund til at slå forældrene oven i hovedet og fortælle dem, at de ikke gør det godt nok.

»Det er klart, at børn har brug for nær kontakt til deres forældre, men vi er blandt de lande i verden, der har de længste og bedste uddannelser til vores personale i institutionerne. Det er mennesker med høj faglighed, der kan stimulere og udvikle børn,« siger hun.

Politikeren fremhæver også, at Danmark er et af de lande i verden med længst barselsorlov.

Derfor har hun også svært ved at se, at det skulle være »historiens største sociale eksperiment«, som professor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen bruger som udtryk om, at børnene kommer i institution i timånedersalderen.

Børneordfører Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti er til gengæld mere på linje med forskerne.

Hun mener, det kræver ’en prioritet fra forældrenes side’, da økonomien ofte bliver ramt.

Og det er ikke alle, der kan eller vil lave den prioritet, understreger politikeren.