Er børnene for små? Begynder de i vuggestue blandt fremmede for tidligt? Spørgsmålene skaber disse dage debat blandt forældre, politikere og eksperter.

Den gennemsnitlige alder for danske børn, når de begynder i dagpleje eller vuggestue, er 10,3 måneder.

Det er et omsorgssvigt, mener flere børneforskere og eksperter, men konklusionen er anderledes uproblematisk blandt pædagogerne i landets vuggestuer.

»Det er en god alder, da børnene er mere interesserede i omverden og nysgerrige efter kontakt med andre end deres forældre. Når de er i den fase omkring 10-måneders alderen, er det lettere at modtage dem, end hvis de enten er yngre eller meget ældre,« fortæller Jette Storvang, der er pædagogisk leder for Vuggestuen Firkløveren i København.

Flere stemmer i debatten mener modsat, at børnene bliver 'forladt' alt alt for tidligt. Heriblandt Ole Henrik Hansen, som er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

»Der er ingen tvivl om, at det simpelthen er for tidligt at sende børn på 10 måneder i vuggestue. Vi har fået den idé, at det er noget, vi gør for børnenes skyld, men det er det ikke. Det er, fordi der er brug for forældrene på arbejdsmarkedet,« siger han til Berlingske.

Et lignende budskab lyder eksempelvis fra tidligere formand for Børns Vilkår cand.pæd og psykolog John Halse.

Spørger man pædagogerne, som modtager børnene i vuggestuen, er der dog ikke tale om hverken omsorgssvigt eller et 'socialt eksperiment'.

»Det er ikke skadeligt for børnene at begynde i vuggestue, når de er omkring 10 måneder gamle. Men det handler også om, hvordan de bliver modtaget. Når børnene oplever, at der faktisk er en anden, som reagerer og ser dem, så accepterer de det også. Et barn i den alder er bevidst om, at nu går min mor eller far, og de kan derfor godt blive angste, men så har vi pædagoger til at tage sig af dem,« forklarer Solvejg Kristensen fra Børnehuset Marievang i Slagelse og tilføjer:

»Det bliver ikke nødvendigvis nemmere, bare fordi børnene bliver lidt ældre.«

Heller ikke vuggestuerne Landlykke i Aabybro og Kernehuset i Aabenraa finder 10-måneders alderen problematisk. Tværtimod.

»Jeg synes ikke, at det er for tidligt. Vi oplever det ikke som et problem, fordi vi gør meget ud af den indkøring, der skal skabe tryghed, når børnene starter hos os,« siger Eva Hansen, der er leder af Kernehuset.

Hos Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) er den nuværende gennemsnitsalder på børn, der begynder i vuggestue, heller ikke årsag til bekymring.

»Vi mener ligesom pædagogerne i vuggestuerne, at det er en god alder at starte i for børnene. De er parate til at være nysgerrige og indgå i relationer og knytte sig til pædagogerne. Det kræver selvfølgelig, at der er et omsorgsmiljø, hvor der er tid og plads til at tage imod dem. Når børnene bliver ældre end 10 måneder, er udfordringen, at de bliver mere bevidste omkring overgangen til et fremmed miljø. Der kan derfor gå længere tid, før barnet falder til,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, der er medlem af forretningsudvalget i BUPL.

Diskussionen er i første omgang opstået i kølvandet på weekendens landsdækkende demonstrationer for kravet om minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Vuggestuerne, som B.T. har talt med, understreger alle, at antallet af pædagoger - og dermed tryghed og nærvær til børnene - er livsvigtigt.