Det er Iran-angrebets helt store spørgsmål lige nu: Vil det iranske regime falde?
Den israelsk-amerikanske krig sker nemlig alene fra luften.
Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen har i B.T. påpeget, at historien viser, at det er meget svært at gennemføre et regimeskifte uden soldater på landjorden.
Det er militærhistoriker og ekstern lektor ved Aalborg Universitet Jeppe Trautner enig i.
Der er dog et mén: Revolutioner kan ske meget uventet og pludseligt, hvis de rigtige ingredienser er til stede.
»Vi så det, da det nuværende islamistiske regime overtog magten i Iran i 1979. Pludselig vendte størstedelen af befolkningen sig mod shahen. Og det samme skete med militæret,« siger Jeppe Trautner og fortsætter:
»Landets soldater drejede simpelthen om på hælene og sagde, at nu er vi loyale over for Ruhollah Khomeini og ikke shahen,« siger Jeppe Trautner.
Dermed trækker han trådene tilbage til den revolution, som har defineret det moderne Iran: Repressivt, islamistisk og på konstant kollisionskurs med USA og Israel.
Op til revolutionen i slut-1970’erne sad den iranske shah Mohammad Pahlevi tungt på magten og sikkerhedsapparatet i landet, hvilket han havde gjort siden 1941.
Han var sekulær og vestligt orienteret, men han ragede også til sig og fængslede politiske modstandere i et væk. Fattigdom var også meget udbredt, og det gødede vandene for en utilfredshed, som sendte millioner af iranere på gaden.

Og fra sit eksil i Frankrig orkestrerede den senere Ayatollah Khomeinei det, der blev den islamiske revolution i 1979.
»Det samme kan i princippet ske igen, men med omvendt fortegn,« siger Jeppe Trautner.
Ifølge eksperten kendetegner det den nuværende situation, at styret mangler folkelig legitimitet.
»Min vurdering er, at det er mindst 80 procent af befolkningen, der er store modstandere af regimet,« siger han.
Derfor er der potentiale for en modrevolution. Men det kræver, at dele af militæret og Revolutionsgarden skifter hest.
Ifølge Jeppe Trautner skal den iranske befolkning håbe på, at specielt topfolk fra den almindelige hær skifter hold.
»Ellers er den eneste vej til et regimeskifte en blodig borgerkrig«.
Den amerikanske Trump-administration har allerede lovet immunitet til militærfolk og revolutionsgardister, som går imod regimet.
Præsident Donald Trump har også indikeret, at han godt ved, at det ikke er muligt at bombe sig til et regimeskifte al den stund, at den frygtede Revolutionsgarde og dens underafdeling Basij-militsen står klar til at forsvare mullah-regimets eksistens med deres våben.
Nu vil USA i stedet bevæbne det kurdiske mindretal i den nordvestlige del af landet, så de kan tage kampen op med det iranske regime.
Men der er også en tredje mulighed: At præstestyret frygter for deres eget liv. For det er i øjeblikket forbundet med en vis erhvervsrisiko at lade sig krone som ny ayatollah eller general i den iranske hær, fordi USA og Israel går målrettet efter slå iranske topfolk ihjel.
Det stiller spørgsmålet, om ikke mullaherne kan nå et punkt, hvor de indvilger i at gå i dialog med USA, fordi de frygter selv at dø.
Det stiller Jeppe Trautner sig dog tvivlende over for. Døden er et bedre alternativ end at underkaste sig ‘den store og den lille satan’, som regimets tilhængere kalder USA og Israel.
»Vi ved om forhandlingerne med USA om atomvåbenprogrammet op til krigen, at iranerne hånede USA i den tro, at de ikke turde angribe. Nu gjorde USA det alligevel,« siger Jeppe Trautner og fortsætter:
»Derfor er regimet fanget af deres egen retorik. Hele deres selvforståelse og legitimitet er - i egen optik - bundet op på, at det er USA og Israel, der er skyld i alle de problemer, der er i landet. Det er hele eksistensgrundlaget,« siger han.
Uden fjendskabet til USA og Israel vil der ikke være et regime, siger han.
Følg den seneste udvikling i 'Verden i opbrud'-liven her.
Du kan også læse om shahens søn, Reza Pahlav, som er i spil som overgangsfigur i Iran.

