Under nedlukningen af samfundet sidste forår endte sommerhuse med at blive en brandvarm vare, hvilket fik priserne til at gå én vej: opad.

Men nu tyder det på, at markedet er toppet – og at priserne er på vej ned igen.

Det oplyser ejendomsmæglerkæden Estate i en pressemeddelelse.

Det er ifølge Estate de seneste tal fra Boligsiden.dk, der får det til at tyde på, at prisudviklingen på sommerhuse det seneste halve år er ved at vende.

Fra august til september er den gennemsnitlige kvadratmeterpris nemlig faldet med 400 kroner, hvilket er det største prisfald siden marts 2020.

Kvadratmeterprisen ligger aktuelt på 21.378 kroner – hvilket dog stadig er 4.000 kroner højere, end den var ved pandemiens start i foråret sidste år.

Det er dog ikke, fordi folk, der vil sælge deres sommerhus, skal være bekymrede:

»Selvom priserne har taget et større fald, er de stadig historisk høje. Så de fleste sommerhussælgere vil stadig sælge til en pris, der er en del højere end, hvad de i sin tid betalte, da de købte deres sommerhus,« siger Thomas Hovgaard, der er Estates presseansvarlige.

»Og selvom priserne falder yderligere hen over vinteren, vil priserne stadig ligge pænt over niveauet ved pandemiens start, som var 4.000 kroner lavere pr. kvadratmeter.«