Det sidste halvandet år har for alle vedkommende været pandemipræget.
Med rejsestrikioner og generel smittefare har især turismen verden over været presset.
Men nu kan VisitDenmark altså igen se et lys for enden af tunnelen.
De internationale turister er nemlig på vej tilbage til Danmark.

I en pressemeddelelse kan organisationen melde om septemberrekorder.
Ser man på målingen af antallet af overnatninger, var der samlet set 21 procent flere overnatninger i september, sammenlignet med måneden i 2019, der grundet coronapandemien er pejlemærke for målingerne.
Der har været en stigning på 10 procent på overnatninger, der kommer fra udenlandske turister, mens danskerne står for 33,2 procent.
»Det er godt at se, at turisterne fra vores nærmarkeder er på vej tilbage. Nærmarkederne har betydning for turismen i hele landet, og det er herfra, vi henter størstedelen af turisterne. Derfor er det vigtigt at turisterne fra disse markeder igen vælger Danmark som feriedestination,« lyder det fra administrerende direktør i VisitDenmark, Jan Olsen.
Overnatningerne i september måned tæller hele 5,6 millioner – 744.000 af dem var i hovedstaden, som ellers har lidt et stort pres på turismefronten under coronakrisen. Sidste var tallene 345.000 overnatninger.
»Udviklingen i København er absolut positiv, og ifølge de seneste bookingtal fra Benchmarking Alliance ser udviklingen ud til at fortsætte. Bookingerne på de københavnske hoteller viser nu en belægning på 53 procent i november. Så uden tvivl er turisterne på vej tilbage også til København, hvor alle de internationale markeder havde fremgang i september,« siger Jan Olsen.

