December måned er højsæson i Den Gamle By. Men midt i juleglæden blandt de brostensbelagte gader, lanternerne og gammel konfekt blev museet endnu en gang lukket ned.
Det har i sandhed været et kaotisk år for mange virksomheder, og Den Gamle By er ingen undtagelse.
Alligevel forsøger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn at se positivt på året, der netop er gået.
»Nu har vi snart i to år næsten ikke talt om andet en nedlukning, restriktioner, usikkerhed, skuffelser, fremtidsfrygt, vigtige opgaver, der ikke er blevet udført og så videre, men det får man efterhånden nok af,« siger han og fortsætter:
»Når vi forsøger at se fremad, er der især én vigtig og meget positiv ting, der står klart for os i Den Gamle By. Og det er, at publikums interesse ikke er forsvundet.«
Thomas Bloch Ravn fortæller videre, at da kravet om coronapas forsvandt med udgangen af august 2021, og smitten et par måneder næsten var væk, varede det ikke længe, før gæsterne igen flokkedes til den gamle by – det mindede næsten om »normale tider«.
Det var dog kun få måneder, det var sådan.
Derfor ender besøgstallet i Den Gamle By i 2021 på 296.180 – det var ellers på 310.791 i 2020 og 523.173 i 2019.
»Det er jo ikke prangende, men dog o.k. i betragtning af de to nedlukninger og perioder med stramme restriktioner,« siger museumsdirektøren om resultatet.
Men selvom Den Gamle By er lukket som museum, er porten stadig åben, og hele 108.000 gæster har gået en tur i de gamle gader efter nedlukningen i 2021.
»Mange udtrykker stor taknemmelighed over, at vi lukker porten op, når museet er lukket. Og det er vi jo bare glade for. Det er endnu for tidligt at sige noget om det økonomiske resultat for 2021. Men vi kan sige, at vi i Den Gamle By er taknemmelige for den støtte fra flere sider, som forhåbentlig vil kunne dække det underskud, vi nok må forvente,« siger Thomas Bloch Ravn.
Nu håber museumsdirektøren på et bedre 2022.
»Nu drejer det sig for os om at komme op på hesten igen. For som Den Gamle Bys bestyrelsesformand Peter Kjær ofte pointerer, så er Den Gamle By jo ikke bygget til kun at have 300.000 gæster om året. Nej, vi skal op over den halve million og gerne også over 600.000 gæster om året,« siger han.


