Socialudvalget i Region Nordjylland har tillid til, at ledelsen på Sødisbakke kan rette op på de kritisable forhold Socialtilsyn Nord har fundet på det omstridte opholdssted.
Det siger formand for Socialudvalget Vibeke Gamst (K), efter udvalget tirsdag er blevet orienteret af ledelsen på botilbuddet om de kritisable forhold, der lå til grund for, at Socialtilsyn Nord havde varslet seks påbud og et skærpet tilsyn med botilbuddets to afdelinger, Skobvbo og Kuben.
»Botilbuddet har lavet et særdeles grundigt stykke arbejde med de handleplaner, der skal rette op på forholdene, og vi har tillid til, at udviklingen går i den rigtige retning,« siger formand Vibeke Gamst.
Socialtilsyn Nord har ved flere tilsynsbesøg fundet grundlag for at kritisere botilbuddet. Blandt andet på grund af manglende relevante kompetencer hos medarbejderne, dårlig ledelse, og at tilbuddet bruger magt, som er ude af proportioner.

Martin Bech (V) der er afgående medlem af Socialudvalget, finder det utilfredsstillende, at de samme temaer bliver ved med at gå igen, når tilsynet kommer på besøg på det specialiserede botilbud.
»Jeg synes, det havde været på sin plads, at vi fik afdækket det her med uvildig undersøgelse, men det var der ikke flertal for, da jeg stillede forslaget i foråret. Det virkede, som om orienteringen i dag (tirsdag, red.) udelukkende handlede om at vise tillid til ledelsen på stedet,« siger han.
Men det er ikke første gang, den er gal på Sødisbakke.
DR Nordjylland har tidligere fortalt om såkaldte lockdowns, hvor både pårørende og beboere blev låst inde i op mod en time.
Desuden har en kvindelig medarbejder fået en dom på 60 dages ubetinget fængsel, fordi hun har begået vold mod en handicappet beboer uden sprog.
Samme beboer var næsten ved at dø af en sprængt blindtarm, fordi talrige advarsler om, at der var noget galt, blev overhørt. Det var kun, fordi de pårørende var meget bekymrede for den kvindelige beboers tilstand, at der til sidst blev tilkaldt lægehjælp.
Da kvinden blev indlagt, var hendes tilstand livstruende.
Vibeke Gamst, hvordan kan I blive med at have tillid til, at Sødisbakke kan rette op på de her ting?
»Der er sket en forbedring, og det er en dokumenteret forbedring. Men selvfølgelig er det da utilfredsstillende, at der skal flere løftede pegefingre til,« siger formanden for Region Nordjyllands socialudvalg.

