Folk, der klatrer på altaner, laver mad over bål, skider i buskadset og stjæler fra kælderrum.

Det var nogle af de historier, der kom frem i B.T., da sommerens omstridte hjemløselejr ved Havneholm Metrostation satte sindene i kog. Flere beboere omtalte den som en »romalejr«.

Anette Kjersgaard og Ole Verner Pihl har begge slået alarm i B.T., om det de omtaler som en 'romalejr'. Foto: Privatfotos

Kommunen krævede lejren ryddet, men Københavns Politi afviste at rydde den, fordi de mente, at den ikke var permanent og dermed ikke lovligt kunne fjernes.

Nu er slagsmålet rykket ind på Københavns Rådhus, hvor et stort flertal sidste år lempede reglerne for overnatning i byens parker.

Liberal Alliance (LA) stillede nemlig torsdag forslag om at genindføre det generelle forbud mod overnatning i kommunens parker og grønne områder.

»Grundlæggende mener vi, at de lempede regler risikerer at gøre byen til en magnet for omrejsende romalejre. Og det mener vi ikke er hensigtsmæssigt,« siger LA's Signe Bøgevald Nielsen til B.T.

Den omstridte hjemløselejr, som beboerne omtaler som en romalejr Foto: Privatfotos

Hun henviser til naboernes oplevelser ved Havneholmen:

»Der har været eksempler på folk, der klatrer op på folks altaner, stjæler fra dem og skaber utryghed for københavnerne.«

'Jeg er rystet'
Men den udlægning fik klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) op af stolen.

B.T. forsøgte gennem flere uger forgæves at få hende i tale, mens sagen ved Havneholmen rasede.

På talerstolen lagde hun til gengæld ikke fingre imellem:

Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod afviser kritikken.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Jeg er rystet over både forslagene og det, vi har hørt på talerstolen. Jeg ved ikke, hvad det er for en parallelvirkelighed, folk har levet i.«

Barfod afviste blankt, at der overhovedet har været tale om en lejr ved Havneholmen, selv om flere beboere over for B.T. har fortalt om flere telte og bål på stedet.

S gik med – Venstre sagde nej
Også Venstre vendte tommelfingeren ned. Partiet krævede ellers lejren fjernet, selv da politiet nægtede.

»Det giver ikke mening at straffe danske hjemløse, der overnatter i en park, med bøder. Vi vil gerne bekæmpe, at udlændinge laver lejre i København, men de regler findes allerede. De skal bare håndhæves,« siger Jens-Kristian Lütken (V) til B.T.

Hvis reglerne allerede er gode nok, hvordan forklarer du så, at politiet ikke kunne rydde lejren?

»Jeg forstår ikke politiet i den her sag, for der var tydeligvis tale om en permanent lejr. Derfor har jeg spurgt Københavns Politi, om de nye regler spillede ind. Det har vi endnu ikke fået svar på, men hvis det viser sig, må vi se på det igen«.

Da stemmerne blev talt op, stod Liberal Alliance tilbage med opbakning fra kun De Konservative og Dansk Folkeparti.

Der lå dog også et andet forslag på bordet om at forbyde overnatning på offentlige arealer. Og her tilsluttede Socialdemokratiet sig. 

Det var dog heller ikke nok. 18 stemte for. 30 stemte imod.

Det ærgrer LA's Signe Bøgevald Nielsen:

»Vi håbede selvfølgelig, at så mange partier som muligt ville støtte op – også Venstre. Hvorfor Venstre stemmer, som de gør, må de selv om.«

Lejren er siden forsvundet, men ejendomsselskabet Balder har følt sig nødsaget til at sætte private vagter ind. Læs mere om det HER.

B.T. har besøgt romalejren. Se her: