Borgmester udfordrer politiet: 'Den lejr er åbenlyst ulovlig'
Venstre-borgmester i København køber ikke politiets vurdering af omstridt 'roma-lejr' og beder nu kommunen dokumentere, at lejren er permanent.

Venstre-borgmester i København køber ikke politiets vurdering af omstridt 'roma-lejr' og beder nu kommunen dokumentere, at lejren er permanent.

Københavns Politi vil ikke rydde den omstridte »romalejr« ved Havneholmen, fordi de ikke vurderer, at den er ulovlig.
Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) er dog af en anden opfattelse.
Til P1 udtalte han mandag, at lejren, der har stået på i månedsvis, og som ifølge en beboer »er et helvede« for lokalområdet, er en klokkeklar overtrædelse af lovgivningen.
Den opfattelse har han stadig i dag, efter at Københavns Politi ellers har udtalt til B.T., at:
»Da der for nuværende ikke er tale om permanente lejre, opholder personerne sig lovligt i området, og politiet kan derfor ikke gøre yderligere.«
Den vurdering giver Jens-Kristian Lütken dog ikke meget for.

»Som jeg ser det, er der et behov for, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen stempler ind og dokumenterer overfor politiet, at der er tale om en permanent lejr, så vi kan få sat en stopper for den.«
Men politiet vurderer jo, at der ikke er tale om permanente lejre?
»Jeg har svært ved at se, at politiet ikke kan se, at det er permanent og utryghedsskabende. Men hvis de har brug for mere dokumentation, så må forvaltningen levere det.«
I 2025 lempede politikerne på Københavns Rådhus reglerne, så hjemløse ikke længere automatisk risikerer en bøde for at sove i visse af byens grønne områder. Kun De Konservative stemte imod.
Permanente lejre er dog - i hvert fald på papiret - fortsat forbudt. Ifølge kritikerne åbner lovgivningen dog en kattelem for lige netop disse typer sager.
Så Jens-Kristian Lütken, er problemet ikke måske i stedet den lempeligere lovgivning, I selv stemte for?
»Hvis det viser sig, at det er lempelsen, der er skyld i det her, så må man være åben for det. Men umiddelbart tænker jeg, at det skal tages mere seriøst af forvaltningen.«
Til B.T. oplyser Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, at man fortsat »er i dialog med politiet i forhold til at finde en løsning på den aktuelle problemstilling.«
Lütken peger samtidig på den såkaldte lejrlov fra 2017, som den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) stod bag.
Den gav politiet mulighed for at udstede zoneforbud, og formålet var netop at dæmme op for ulovlige telt- og hjemløselejre, som særligt var en udfordring i København.
»Hvis dén lov er uklar for politiet, så synes jeg, at justitsministeren må præcisere. For den her romalejr er åbenlyst et brud på den lov.«
B.T. har siden lørdag middag forsøgt at få et interview med Københavns klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL), som var bannerfører for lempelsen af reglerne, men hun har ikke svaret.