Et presset arbejdsmiljø og en decideret personaleflugt har resulteret i en mindre medarbejderkrise på Psykiatrisygehuset i Vejle.
Derfor er sygehuset midlertidigt nødt til at hente lægehjælp udefra - bogstaveligt talt.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der ligeledes beretter, at problemet med manglende læger er så stort, at sygehuset allerede i sidste år frabad sig at få unge læger under uddannelse ind.
Simpelthen fordi der ikke er nok tid til at sparre med dem.
I december sagde den ledende overlæge desuden op og efterlod sygehuset i endnu større personalekrise.
Nu er der dog fundet en midlertidig løsning. Sonja Rasmussen, der siden 2011 har været ledende overlæge i psykiatrien i Odense, får fra nu og frem mod 1. april sin gang på sygehuset i Vejle.
Håbet er, at man inden da har fundet en fast afløser til stillingen, som i skrivende stund er slået op med ansøgningsfrist 6. januar.
Foruden en ledende overlæge er sygehuset også på udkig efter fire overlæger. Også disse stillinger er slået op.
Men indtil speciallægerne er fundet, vil sygehuset også her få hjælp udefra til at dække de fire stillinger.
Her vil en læge fra Odense, en fra Aabenraa, en fra Middelfart og tre fra Esbjerg dække ind. Sidstnævnte vil skiftes til at tage til Vejle og sammen udgøre en fuldtidsstilling.
Formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Sydjylland, Thies Mathiasen (DF), kalder den nuværende situation turbulent, men er alligevel fortrøstningsfuld:
»I mellemtiden søger vi helt vildt efter folk. Vi har travlt og søger i hele Skandinavien og Tyskland. Vi har kontakt til en stribe, så jeg er fortrøstningsfuld. For mig er det vigtigste, at det er de rette medarbejdere, som kan forstå dansk og dansk kultur,« siger han til Vejle Amts Folkeblad.

