'Mange dør med coronavirus – ikke af den'.

Sådan siger Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi.

Det sker, efter B.T. fredag kunne fortælle, at der siden det første coronadødsfald i Danmark 14. marts 2020 ikke har været en generel overdødelighed i Danmark.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

En danske læge fra Rigshospitalet gør sig klar at at pode en mulig coronapatient. I Danmark afviger antallet af døde ikke fra tidligere år, hvis man tæller alle dødsfald fra 14. marts og frem til 12. april ml. 2016 og 2020. 
En danske læge fra Rigshospitalet gør sig klar at at pode en mulig coronapatient. I Danmark afviger antallet af døde ikke fra tidligere år, hvis man tæller alle dødsfald fra 14. marts og frem til 12. april ml. 2016 og 2020.  Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Dødeligheden ved covid-19 er ikke specielt høj. Dem, der er døde, er ikke nødvendigvis døde af coronavirus. De er døde med coronavirus,« siger Jakob Kjellberg, der arbejder ved det nationale forskningscenter for velfærd, VIVE, og fortsætter:

»Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er den eneste årsag til, at de er døde. Det kan sagtens være andre sygdomme, der er den egentlig årsag.«

Helt konkret viser tallene fra Danmarks Statistik, at der siden det første corona-dødsfald den 14. marts og frem til 12. april er 4.794 danskere, der er døde. Det er lidt flere end i samme periode i 2019, hvor der døde 4.498.

Men det er færre end i 2018, hvor der døde 5.131. Der er tale om alle dødsfald – inklusive dem, der relaterer sig til coronavirus.

Jakob Kjellberg mener, at den store fokus på coronavirus får dødstallene til at virke voldsommere, end de reelt er.

»Vi glemmer lidt, at der dør mennesker hele tiden. I Italien er det meget normalt, at der dør mellem 20.000 og 25.000 af influenza på et år. Og de voldsomme tal i New York skal jo også sættes i forhold til, at der er tale om en by med mange millioner indbyggere,« siger Jakob Kjellberg.

Han fortæller, at de moderate dødstal i Danmark generelt også har en anden forklaring:

»Der er sandsynligvis langt færre tilfælde af almindelig influenza,« siger Jakob Kjellberg.

Jes Søgaard, der er professor ved Dansk Center for Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, er enig:

»Det samlede antal dødsfald skal ses i lyset af, at dødsfaldene relateret til influenza er faldet meget. Coronavirus er potentielt dødelig for de samme personer som influenza. Det vil sige de ældre og de svagelige. Desuden har vi været langt fra smertegrænsen i forhold til at kunne behandle folk, fordi der har været respiratorer nok,« siger Jes Søgaard.

Han fortæller også, at corona-dødsfaldene virker voldsomme på grund af det, man i videnskaben kalder tæthedsfaktor. Det skal forstås på den måde, at corona-dødsfaldene bliver personificeret i højere grad end de almindelige dødsfald. Senest med historien om, at den 36-årige sosu-assistent Dennis Sørensen døde af coronavirus som det hidtil yngste offer i Danmark.

»Det giver en følelse af, at det nærmest er nogle, vi kender. Så bliver det ligesom terror. Det fylder mere i vores hoveder, end hvad den reelle risiko berettiger til.«

Har vi så overreageret i Danmark?

»Det ved vi ikke endnu. Men der er to en halv gang så stor dødelighed i Sverige, så umiddelbart er svaret nej. Men på den længere bane kan det være, at den svenske strategi betyder, at befolkningen hurtigere får flokimmunitet, og at der derfor dør færre samlet set,« siger Jes Søgaard.

Fredag kom det frem, at der nu er 336 dødsfald i Danmark, som kan relateres til coronavirus.