Danmarks tiltag over for coronavirus har tilsyneladende været så effektive, at virussens hærgen ikke ses på en øget dødelighed generelt.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Helt konkret viser tallene, at der siden det første corona-dødsfald den 14. marts 2020 er 4794 danskere, der er døde. Det er lidt flere end i 2019, hvor der døde 4498.

Men det er færre end i 2018, hvor der døde 5131. Der er tale om alle dødsfald.

Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik, der går frem til 12. april 2020.

»Der ses ikke en overdødelighed i år sammenlignet med tidligere år. Det samlede antal døde i perioden har de seneste fem år ligger på omkring 4500 lidt afhængig af, om der har været influenzaepidemi,« siger afdelingsleder Dorthe Larsen fra Danmarks Statistik.

»Der er ikke nogen overdødelighed i Danmark som det er set i eksempelvis Sverige,« siger hun.

Den seneste opgørelse over antal døde torsdag viser, at 321 danskere er døde af coronavirus siden 14. marts. Det vil sige på rundt regnet fem uger.

Under den seneste store influenza-epidemi i 2017 og 2018 døde 2822 danskere.

Dorthe Larsen fortæller også, at der endnu ikke er tal for, hvad det er, at personerne er døde af. Men hun siger, at vores generelle adfærd kan have trukket tallene ned.

Eksempelvis viser tal fra Statens Serum Institut, at antallet af influenzatilfælde styrtdykkede to uger efter, at statsminister Mette Frederiksen første gang lukkede landet ned i midten af marts. Antallet af influenzatilfælde faldt med 70 procent.

»Tallene kan sagtens dække over, at der er andre sygdomme, som færre dør af. Ligesom trafikken også har været mindre. Det kan betyde, at der har været færre trafikrelaterede dødsfald,« siger Dorthe Larsen.

På en normal dag dør der ca. 150 danskere.