'Jeg er ikke hjemme – jeg passer på Danmark'.
Den sætning er noget af det første, man kan se, hvis man går ind på 36-årige Dennis Sørensens Facebook-profil.
Sætningen passer dog ikke længere. Fremover er Dennis Sørensen ikke hjemme, fordi han på tragisk vis er gået bort som følge af den dødelige coronavirus.
Sygdommen har Dennis Sørensen ifølge hans far, Peter Lynge Sørensen, højst sandsynligt pådraget sig i forbindelse med sit arbejde som SOSU-assistent på Bispebjerg Hospital, hvor han for en måned siden blev overflyttet til afdelingen for corona-patienter.
»For at bruge hans egne ord, så følte han virkelig, at han gjorde en forskel i denne tid,« siger den 68-årige og beskriver sin søn som 'overvægtig, men sund, rask og bomstærk'.
Peter Lynge Sørensen har valgt at fortælle om sin søns død for at sætte fokus på, at det ikke kun er ældre, sårbare og svage, der mister livet til corona.
»Jeg synes ikke, hans død skal være forgæves. Folk tulrer rundt og tror, at fordi de er unge og raske, så er de ikke i fare, men det passer ikke,« siger faderen og fortsætter:
»Det kan ramme alle folk, og det er der alt for mange, der ikke forstår. Dennis var vitterligt sund og rask, men døde alligevel.«
Ifølge ham udviste hans søn sygdomssymptomer i begyndelsen af april, men han blev testet negativ den 6. april.
Blot få dage senere faldt han dog om og blev hastet til Hvidovre Hospital, hvor han blev lagt i respirator. Den 14. april blev han overflyttet til Rigshospitalet, fordi hans lunger, hjerte, nyrer og lever stod af.
»Jeg blev ringet op om aftenen af lægen, der fortalte mig, at der ikke havde været noget at stille op, og at Dennis var død,« siger faderen, som på grund af smitterisikoen ikke kunne sige farvel til sin søn, da han selv lider af hjerteproblemer.
»Det har været meget svært og et stort chok. Jeg har ikke set ham i en måned, og nu er han væk, men jeg forsøger at få tiden til at gå så godt som muligt for at tænke på noget andet. Jeg har prøvet det før,« siger han og henviser til sin afdøde hustru, som gik bort for syv år siden.
Om sin søns personlighed siger han følgende:
»Han var altid i godt humør og vellidt af alle. Han har altid været en stor støtte for mig, og så var han en person, som virkelig forsøgte at gøre en forskel.«
Dennis Sørensen efterlader sig – ud over sin far – en bror og en kæreste, som han boede sammen med i Sydhavnen i København.
Kæresten er – ifølge Peter Lynge Sørensen – blevet smittet med corona af Dennis Sørensen og er derfor nu i isolation. Hun har det – ifølge Peter Lynge Sørensen – for dårligt til at medvirke i et interview.
Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital bekræfter, at en medarbejder er afgået ved døden efter at have haft covid-19.
'Vi ved ikke, om den pågældende er smittet i forbindelse med sit arbejde på hospitalet, men den pågældende har arbejdet med patientkontakt i en afdeling med covid-19-patienter. Derfor er der en mulighed for, at den pågældende er smittet i denne sammenhæng,' skriver hospitalsdirektør Anne Jastrup i en skriftlig kommentar.
'Vores tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende. Dette minder os om, at der bag de daglige statistikker over covid-19-dødsfald altid er et menneske, der samtidig er et familiemedlem, en kæreste, en ven eller en kollega, der vil blive savnet,' fortsætter hun og påpeger, at hospitalet ikke har yderligere kommentar til sagen.
FOA, der organiserer de offentligt ansatte SOSU-assistenter, er bevidste om dødsfaldet og begræder tabet:
»Der er ingen tvivl om, at det her er noget af det frygteligste, der kan ske, og vores tanker går selvfølgelig til hans pårørende og efterladte,« siger Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren hos FOA.
»Vi sender rigtig mange på arbejde hver eneste dag. Vi (FOA, red.) repræsenterer 100.000 og kan ikke lade være med at tænke, at det ikke må galt,« fortsætter han.
Han kalder det for en tragisk sag og påpeger, hvordan ansatte i sundhedssektoren er yderst udsatte i denne tid:
»Det her siger noget om, hvor alvorlig den her situation er, og at dem, som er i forreste linje, er nogle af dem, der er allermest udsatte. Dem skal vi passe på, og det skal vi være meget opmærksomme på – især nu her, hvor vi begynder at åbne samfundet op igen,« afslutter han.