Den canadiske skuespiller Nick Cordero kan have taget sine sidste skridt nogensinde.
Det fortæller hans kone i et følelsesladet opslag på Instagram.
Den 41-årige Broadway- og tidligere Tony-nominerede skuespiller Nick Cordero blev for nyligt diagnosticeret med corona.
På det sociale medie fortæller hans hustru, Amanda Kloots, at virussen har medført, at han måske har mistet evnen til at gå for altid. Det skriver Page Six.

I opslaget fortæller konen endvidere, at Nick Cordero har ligget i respirator og er blevet opereret, fordi lægerne har haft problemer med at få blodet til at løbe ned i skuespillerens højre ben og fod.
Amanda Kloots har tidligere fortalt på Instagram, hvordan Nick Cordero kæmpede for sit liv, da hans lunger og hjerte begyndte at stå af på grund af den dødelige virus.
Han har derfor været indlagt på intensiv afdeling, men skulle - undtagen blodproblemerne i benet - være ved godt helbred igen.
Nick Cordero har været indlagt i to uger.
Han viste i første omgang tegn på fremgang, men pludselig fik han et tilbageslag.
Et tilbageslag, som lægerne altså nu har fået stoppet.
»Lægen har sagt, at Nicks lunger og hjerte er så gode, som de kan være lige nu,« siger hun i opslaget.
Ifølge Amanda Kloots kan Nick Cordero nu se frem til en masse rehabilitering i forsøget på at genvinde evnen til at gå igen.