Skuespilleren Nick Cordero har fået amputeret sit højre ben som følge af komplikationer efter at være blevet smittet med coronavirus.

Det fortæller den 41-årige prisvindende Broadway-skuespillers kone, Amanda Kloots, som løbende har holdt sin mands fans opdateret om sygdomsforløbet gennem de sociale medier.

Tidligere på ugen kunne hun berolige alle med nyheden om, at Nick Cordero efter at have kæmpet for sit liv i næsten tre uger på intensivafdeling var i bedring.

Dog var der nogle komplikationer med blodforsyningen i hans højre ben, fortalte hun.

Og det er altså disse komplikationer, som nu har medført, at lægerne har valgt at amputere hans ben. Det skriver CNN.

Ifølge det amerikanske medie forsøgte lægerne i første omgang at undgå amputation ved at give Cordero blodfortyndende medicin, men det var altså ikke nok, og benet er derfor blevet amputeret.

Det fortæller Amanda Kloots i en såkaldt story på Instagram.

»Han er kommet gennem operationen, hvilket er ret stort, da hans krop er meget svag,« siger hun og fortsætter:

(ARKIV) Nick Cordero.
(ARKIV) Nick Cordero.
Vis mere

»Nu skal han forhåbentlig bare slappe af og komme ovenpå. Det er godt nyt.«

Nick Cordero har en 10 måneder gammel søn med Amanda Kloots. Cordero blev indlagt på et hospital i Los Angeles, USA, med coronavirus for omkring tre uger siden.

Indlæggelsen har været yderst dramatisk, da den 41-årige skuespiller i første omgang var i bedring, men pludselig fik et tilbagefald, hvor både hans lunger og hjerte var tæt på at stå af.

Han mistede blandt andet bevidstheden og måtte genoplives.