Kan du nævne det sogn, hvor din arbejdsplads ligger?

Formentlig ikke. Og det kunne Allan Kortnum heller ikke for bare et par uger siden. Men det har han lært, efter den skole, hvor han er direktør, er kommet i en prekær situation.

Midt i området, hvor skolens bygninger ligger, løber skillelinjen mellem to sogn. Det ene sogn er lukket ned på grund af for høj coronasmitte, mens hverdagen fortsætter som normalt i det andet.

Det betyder, at Herningsholm Erhvervsskole, HHX og HTX er delt i to. Den ene halvdel af eleverne er sendt hjem, den anden kan gå i skolen.

»Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Den ene af vores bygninger – hvor HHX- og HTX-eleverne går – ligger lige på den anden side af sognegrænsen. Det har vi aldrig skænket en tanke før nu,« siger Allan Kortnum til B.T. om sagen, som TV Midtvest beskrev først.

Det ændrede sig pludselig, efter myndighederne tog en beslutning om, at man kan lukke ned på sogneniveau i stedet for på det noget større kommuneniveau.

Ligger en skole, et gymnasium eller en anden uddannelsessituation i et sogn med mere end 400 smittede pr. 100.000, og er der flere end 20 nye smittede de seneste syv dage med en positivprocent over 2,0, så kan de blive lukket.

Også selvom skolens elever bor udenfor sognet.

Til venstre ligger Herningsholm Erhvervsskole i Herning Sogn. Til højre ligger Herningsholm HHX og HTX i Fredens Sogn. De to skoler er en del af samme organisation, men HHX- og HTX-delen er lukket, mens Erhvervsskolen er åben.
Til venstre ligger Herningsholm Erhvervsskole i Herning Sogn. Til højre ligger Herningsholm HHX og HTX i Fredens Sogn. De to skoler er en del af samme organisation, men HHX- og HTX-delen er lukket, mens Erhvervsskolen er åben.
Vis mere

Og i tilfældet med Herningsholm er sagen endnu mere speciel.

»Vi har en fælles virksomhed, samme cvr-nummer og vi ser det som et samlet bygningskompleks. Eleverne krydser campusområdet og benytter sig af de forskellige kantiner. Der er så en busvej, der ellers mest benyttes som gågade, som løber igennem. Og den er så også skillelinjen mellem to sogn,« siger Allan Kortnum.

Mod sydøst på den ene side af Lillelundsvej og Tingvej ligger den del af Herningsholm, der udgør HHX og HTX. Det tilhører Fredens Sogn, hvor smittetrykket er så højt, at der ifølge myndighederne skal være lukket.

Få meter mod nordvest på den anden side af krydset Lillelundsvej og Tingvej træder man ind i Herning Sogn, og her er elever velkomne på Erhvervsskolen, som har åbent.

»Vores elever bor jo over hele Herning og omegn. Og desuden går de sjældent udenfor campusområdet og ud i resten af Fredens Sogn,« siger direktøren.

Han fortæller til B.T., at der ikke er meget at gøre.

»Herning Kommune har forsøgt at hive fat i myndighederne, men forgæves. Så vi kan ikke gøre så meget andet end at håbe på, at smittetrykket falder hurtigt,« siger Allan Kortnum.

Han kan ikke lade være med at grine opgivende over sagen.

»Vores elever har været sendt hjem siden december. I marts fik de så lov til at komme tilbage én dag om ugen, siden lidt mere,« siger Allan Kortnum.

»Nu er dem fra HHX og HTX så hjemsendt igen, mens deres venner i en anden bygning fortsat er her. Det er bizart og noget, man kun kan ryste på hovedet ad. Men i den her situation asfalterer man også, mens man kører,« uddyber han.

Modellen for automatiske nedlukninger af skoler skal revurderes i næste uge, fremgår det af aftalen om en yderligere genåbning, som blev indgået torsdag aften.

»Partierne er desuden enige om i uge 16 at revurdere modellen for automatiske nedlukninger, herunder i forhold til hvordan børn og unges læring og trivsel sikres i sogne og kommuner, der er nedlukkede,« står der i aftalen.