Mens fodboldfans, bar- og restaurantelskere kunne vågne og juble over de gode nyheder om landets delvise genåbning fredag morgen, så må en anden gruppe ærgre sig.

Det gælder folkeskolens elever fra 5. til 8. klasse. B.T. erfarer fra flere kilder på Christiansborg, der var til stede ved forhandlingerne om genåbning torsdag, at skolerne faktisk ikke fyldte meget ved forhandlingerne.

Ikke mindst da det stod klart, at hvis skolerne skulle genåbne på fuldstændigt normale vilkår, så ville det betyde et stort indhug i »smittebudgettet«, så andre ting i samfundet måtte forblive lukkede. Mere om det senere i artiklen.

Eleverne på de klassetrin skal altså fra og med 21. april møde i deres klasselokaler 50 procent af tiden, mens resten af undervisningen skal foregå udenfor.

Skolebørnene bør håbe på godt vejr i den kommende tid. 5-8 klasserne skal nemlig være udenfor halvdelen af skoletiden. Skulle skolerne genåbne normalt, så ville det simpelthen øge smittetrykket for meget.
Skolebørnene bør håbe på godt vejr i den kommende tid. 5-8 klasserne skal nemlig være udenfor halvdelen af skoletiden. Skulle skolerne genåbne normalt, så ville det simpelthen øge smittetrykket for meget. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den fulde genåbning for de elever må indtil videre lade vente på sig. Ganske enkelt fordi de store skolebørn spreder meget smitte.

Det fortæller Viggo Andreasen, der er lektor ved både Institut for Matematik og Fysik og Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet, til B.T.

»Helt basalt spreder coronasmitte sig bare mere, når man er inde, end når man er ude. Og så ved man, at specielt de store skolebørn er en kraftig motor i epidemispredning i samfundet,« siger Viggo Andreasen.

Det ved man, fortæller eksperten, ikke kun fra coronaepidemien, men fra mange års data på mæslinge- og influenzaepidemier.

Stole og borde er klar til udendørs servering på CW Obels Plads i Aalborg, 16. april 2021. Restauranter og caféer kan igen byde gæster velkommen indenfor fra den 21. april.
Stole og borde er klar til udendørs servering på CW Obels Plads i Aalborg, 16. april 2021. Restauranter og caféer kan igen byde gæster velkommen indenfor fra den 21. april. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Netop de store elever i folkeskolen er fysisk tættere på hinanden end mange andre grupper i befolkningen. Så smittespredningsmæssigt er det en af det helt store grupper,« forklarer eksperten.

Han påpeger desuden, at de mulige konsekvenser af, at de store elever i folkeskolen måtte vende tilbage til fysisk undervisning 50 procent af tiden efter påske, endnu ikke har haft tid til at manifestere sig i smitteudviklingen.

Og det er formentlig en anden årsag til, at Folketingets politikere har været forsigtige med at åbne netop for den gruppe.

Man kan nemlig se en delvis genåbning som et slags spil Tetris.

Her er der forskellige størrelser klodser, som bidrager til yderligere smittespredning. De klodser skal så lægges, så man ikke når over en grænse, der gør, at smitten kommer ud af kontrol.

»Fra politisk hånd har man lavet en afvejning. Hvis den her ting og den her ting kan genåbne, så kan de ældste elever i folkeskolen ikke komme tilbage på fuld tid, for det vil betyde for meget smittespredning,« siger Viggo Andreasen.

»Hvis man havde ladet de store elever i folkeskolen komme tilbage på fuld tid indendørs, så måtte en række andre ting vente,« uddyber han med henvisning til, at barer og restauranter nu må åbne fra 21. april.

Det kræver et coronapas i form af en negativ test, der ikke er mere end 72 timer gammel, eller bevis på, at man er vaccineret.

Samtidig er der åbnet for, at der igen kan komme fans på fodboldstadion under den såkaldte 'Superliga-ordning'.

Desuden blev kravet om coronapas ved udendørsservering skrottet, når barer, bodegaer og restauranter genåbner 21. april.

Tilbage til de politiske forhandlinger, som fandt sted torsdag og udmøntede sig i en konkret aftale.

Mange havde egentlig ventet, at skolerne ville genåbne. Det har været en mærkesag hos flere partier. Herunder Venstre og SF.

Men på mødet deltog også Tyra Grove Krause, der er afdelingschef i Statens Serum Institut.

Med sig havde hun taget beregninger, så hun kunne rådgive politikerne til at lave et slags matematisk puslespil, så værdien af det samlede smittetryk kunne ses, alt efter hvad politikerne nu foreslog at genåbne.

Det viste sig hurtigt, at hvis skolerne skulle genåbne på normale vilkår, så ville det øge smittetrykket så betragteligt, at andre ting måtte vente.

Derfor opstod der – uden den store dramatik – hurtigt konsensus om, at der var mere værdi i at åbne op for en række andre ting i stedet. Herunder servering inden- og udendørs, en lempelse af forsamlingsforbuddet og åbning af idrætten.

En væsentlig lempelse af netop hjemsendelsen af skolebørn er, at børnene nu netop ikke er hjemsendt. De er i skole. Dog skal de være udendørs halvdelen af tiden.

Altså et tiltag, som politikerne over en bred kam mener, trods alt retter betydeligt op på den bekymrende mistrivsel, som danske skoleelever var havnet i.