»Er der en linje? Man får indtryk af, at det er helt gakkelak.«

Sådan siger B.T. politiske redaktør, Henrik Qvortrup, om det efterhånden stigende antal coronaregler herhjemme, som kan virke direkte ulogiske.

Man kan efterhånden nævne en del stykker.

  • Reglen om, at man skal bestille bord minimum 30 minutter inden, man ønsker at besøge en restaurant, café eller bbodega.
  • Muligheden for at lukke ned for områder på sogne-niveau.
  • Beslutningen om, at 5.-8. klasser kan komme tilbage i skolen, hvor halvdelen skal foregå udendørs. Men mange skoler har ganske enkelt ikke mulighed for at være udenfor halvdelen af tiden.
  • Reglen om, at erhvervsrejsende kan vende direkte tilbage på arbejde efter endt rejse, men når de har fri skal gå hjem i isolation.
  • Beslutningen om, at droppe brugen af AstraZeneca, fordi vi har lavt smittetryk, men at man ville bruge den, hvis mange var smittede.
  • Kravet om coronapas ved udendørs servering.

Den sidstnævnte er blevet droppet igen.

Og ved flere af de ovennævnte arbejder større eller mindre dele af det politiske spektrum på at få dem rullet tilbage.

Men alligevel giver det et skidt indtryk, mener Henrik Qvortrup.

»Det er her, hvor teori møder virkelighed. For det her nulsums-spil, det giver nogle ulogiske regler og krav. Man skal tænke på, at vi nu lever på andet år med corona-restriktioner. Og hvor vi i begyndelsen bare klappede hælene sammen og makkede ret, så er der mange, som er begyndt at stille spørgsmål ved ulogiske beslutninger,« siger han.

For Henrik Qvortrup at se, så er det ikke helt uvæsentligt, at flere og flere danskere er utilfredse med regler, som ikke giver mening.

»Der er to grupper herhjemme nu. Den ene er med på de nye regler. Mens den anden – som ser ud til at være voksende – har fået en idé om, at der er politikere herhjemme, der har fået smag for at styre os.«

»Mange danskere er efterhånden blevet kritiske coronaforbrugere og slår alarm, når de ser noget, som ikke giver mening,« uddyber Henrik Qvortrup.

Han mener, at det på sigt kan blive et problem for statsminister Mette Frederiksen og regeringen, hvis der kommer flere regler, som ikke giver mening.

»Vi har efterhånden set det igen og igen med regler, som ikke giver mening. Lige nu har Mette Frederiksen stor opbakning, men på sigt kan det blive et problem for hendes og regeringens troværdighed.«

»Flere gange har vi været vidne til de her dommedagssprofetier om stigende smitte, hvis forskellige ting åbner. Og intet af det er gået i opfyldelse. Samlet set er det hele med til at undergrave troværdigheden,« siger Henrik Qvortrup.